GENERELLE, FORHOLD, GENERELT, REVISORER

Lov mod skattely flytter ikke meget

Flag ARTIKEL 11-11-09 ~2 minutters læsning · 370 ord

Bermuda, De Britiske Jomfruøer og Aruba. Det er navnene på nogle af de skattely, som skatteministeren forsøger at få bugt med i et lovforslag, som skal behandles af Folketinget i dag. Ifølge skatteordførerne fra R og SF samt en skatteekspert flytter loven ikke hegnspæle, men det er et skridt fremad i bekæmpelsen af skattelylandene.

Lovforslaget indeholder i alt 16 skatteaftaler med fem skattely-lande, som skal sikre udveksling af oplysninger i skattesager. Aftalerne er indgået som led i OECD-landenes arbejde med at bekæmpe skadelig skattepraksis, men i praksis er det nok begrænset, hvor meget skadelig skattepraksis, de gør op med, lyder det fra SFs skatteordfører, Jesper Petersen.

»Det er godt, at vi har fået de her aftaler, og vi støtter dem i Folketinget, men vi vil gerne advare mod at tro, at de får problemet med skattely til at gå væk,» siger Jesper Petersen.

Ifølge Jesper Petersen går aftalerne nemlig kun den ene vej. Det er altså kun skattesvindel, som de danske skattemyndigheder opdager, der vil føre til informationsudveksling, fordi der ikke er automatisk informationsudveksling indbygget i aftalerne. Endvidere giver skatteaftaler som den med Danmark skattelyene mulighed for at blive strøget af OECDs sorte liste, hvis blot de indgår lignende bilaterale aftaler med i alt 12 lande.

Det første skridt

De Radikales skatteordfører, Niels Helveg Petersen, der også er formand for Folketingets skatteudvalg, betegner lovforslaget som beskedne første skridt mod større fokus og opmærksomhed på skattely.

»Jeg kunne da ogsåønske, at man kom længere. Jeg tror ikke det er muligt at forhandle sig til bedre aftaler lige nu, men bestræbelserne skal da fortsætte de kommende år,« siger Niels Helveg Petersen.

Skatteeksperten Bo Sponholtz fra revisionsfirmaet Pricewaterhousecoopers er ikke uenig med politikerne.

»Det er ikke noget, der med et snuptag forhindrer ulovligheder, men det er et skridt i den rigtige retning, og i min verden er det et stort skridt, at man nu også får mulighed for at få oplysninger fra f.eks. Schweiz,« siger Bo Sponholtz med henvisning til, at Folketinget i dag også behandler to lovforslag om aftaler med Belgien, Luxembourg, Singapore, Østrig og Schweiz om udveksling af bankoplysninger med de ellers så tilknappede lande. Alle fem lande har traditionelt påberåbt sig bankhemmelighed.

Lovforslagene kan få virkning fra 2010 og 2011.