GENERELLE, FORHOLD, GENERELT

Færre vil købe udenlandske ferieboliger

Flag ARTIKEL 03-04-07 ~4 minutters læsning · 793 ord

Danskernes har mistet lysten til at købe ferierbolig i Spanien, Frankrig, Tyrkiet, Bulgarien og andre steder. Det er stilstanden - eller nedturen - på det danske boligmarked, der har lagt en dæmper på interessen for at sætte penge i huse og lejligheder i sydlige lande med varme og lave skatter. Men den stigende rente og en brat ende på flere års friværdi-fest, spiller også ind.

Ejendomsmægler Tom Junager fra Realmæglerne, der er specialiseret i salg af boliger på den spanske solkyst siger, at der slet ikke er gang i salget af ferieboliger i Spanien på samme måde som før.

»Vi må desværre indrømme, at det ikke går helt så godt som før. Det er meget svært at sælge boliger omkring Malaga og nede på den spanske sydkyst lige nu. Mere end 91.000 boliger står til salg, hvilket er et meget højt tal,« siger Tom Junager.

Nedgangen kæder han sammen med udviklingen sammen med den afmatning, der er i gang på det danske boligmarked

»Hvis man lige har mistet en halv eller to millioner kroner i friværdi i Danmark, kan det næppe overraske, at interessen for at købe en bolig i udlandet tager lidt af,« siger Tom Junager.

Vicedirektør i Nykredit, Erik Urskov, der også er chef for Nykredits aktiviteter i Sydfrankrig og Spanien siger, at interessen for at købe en bolig i udlandet formentlig vil ligge fladt eller falde i en periode.

»Folk ser tiden lidt an. Det skyldes nok, at en korte renter er steget og der er usikkerhed om, hvordan friværdierne udvikler sig. Der er også usikkerhed om, hvor priserne er på vej hen i udlandet,« siger Erik Urskov.

Han tilføjer dog, at den hastigt faldende interesse for at købe boliger i lande som Tyrkiet og Bulgarien, igen har fået flere til at vende blikket mod Frankrig og Spanien. Så Nykredit udlån disse steder vil formentlig i år blive på samme niveau som sidste år.

»På længere sigt vil interessen for at købe feriebolig i udlandet tage til igen. Det tyder alt på. Danskere bliver rigere og flere har store pensioner. Mange har også et ønske om at nyde en del af alderdommen i Frankrig eller Spanien. Men lige nu interessen ikke så stor som før,« siger han.

Direktør Michael Nielsen fra Care Udland, der rådgiver danskere som jagter boliger i Europa, siger, mener især det er spekulanter, der før købte stort op, og satte penge i både tre eller fire boliger på samme tid i lande som Tyrkiet, Bulgarien og tilsvarende steder, der er forsvundet fra markedet.

Direktør John Norden fra Nano Properties har for nylig indstillet deres projekter med salg af flere hundrede lejligheder langs Sortehavet i Bulgarien.

»Der er kommet realisme ind i tingene. Toppen er gået af boligfesten. Friværdierne i Danmark er under pres, og det betyder, at folk ikke længere kan låne så mange penge som før. Samtidig er bankerne også blevet mere forsigtige. Så det er lige nu meget svært, for ikke at sige helt umuligt, at sælge lejligheder i Bulgarien, der koster mere end én million kroner,« siger John Norden.

Boligrådgiver i Ringkjøbing Bank, Henrik Dige, peger også på den stigende rente og de faldende boligpriser i Århus og København som forklaring på, at danskernes interessen for at købe bolig i udlandet er aftagende.

»Der er der ingen tvivl om, at interessen er blevet mindre. Men vi begynder da igen at få lidt flere henvendelser og forespørgsler om Bulgarien og Thailand,« siger Henrik Dige.

Ejendomsmægler Nick Worm fra EDC Max Immo i Sydfrankrig mener dog, at der fortsat er stor interesse blandt danskere for at købe bolig i Frankrig.

»Vores målgruppe er måske også lidt speciel. For de har fortsat enten meget store friværdier i Danmark, eller en meget stor opsparing, som sætter den i stand til at købe kontant. Det er typisk ægte par over 50 år, som er mindre følsomme over for små udsving i ejendomspriserne, end førstegangskøberen, der sidder med en ny lejlighed i Ørestaden, der er belånt op til skorstenen,« siger Nick Worm.

Jan Larsen, der står bag hjemmesiden »Udvandrerne.dk« indrømmer, at det ikke længere er lutter gode nyheder, man hører fra udlandet.

»Fortsat er interessen for at læse om ferieboliger i udlandet dog stor og stigende. Men om det fører til køb og handler, det ved jeg ikke,« siger Jan Larsen.

Priserne i det sydfranske svinger ganske meget, og priserne stiger typisk jo tættere man kommer på Nice. Men i Cannes kan man fortsat købe velbeliggende lejligheder for 50.000 kroner per kvadratmeter og opefter. Det vil sige fire millioner kroner for 80 kvadratmeter.

I »Var« og lidt væk fra kysten, starter priserne ved 20.000 kroner per kvadratmeter, anslår Nick Worm, og det vil sige at man her kan få lejligheder på 80 kvadratmeter for mindre end to millioner kroner.