BOLIG, SKATTER, AFGIFTER, EJENDOMSVÆRDISKAT

Nye regler tvinger boligejere til at søge rådgivning

Flag 01-07-08 ~2 minutters læsning · 226 ord

Danskere med bolig i udlandet tvinges til at søge skatterådgivning for at få beregnet den korrekte ejendomsværdiskat. Det er ifølge skattekonsulent Anne Kaptain, BDO ScanRevision, konsekvensen af Skats nye meddelelse om ejendomsværdiskat af udenlandske boliger.

Meddelelsen blev udsendt i sidste uge, og den er en reaktion på, at EF-Domstolen i januar 2008 reelt vurderede den danske ejendomsværdiskat til at være i strid med EU-retten, fordi der gælder forskellige regler for beregning af ejendomsværdiskatten af boliger inden for og uden for landets grænser.

Efter at Skat har sundet sig nogle måneder, er væsenet kommet frem til, at danske ejere af boliger i udlandet selv skal beregne den korrekte ejendomsværdiskat og evt. rejse sager, hvis den afviger fra den, de betaler i øjeblikket.

Faktisk får danskere med både bolig i udlandet og udvidet selvangivelse ekstra travlt, hvis de vil have den nye beregning med i deres selvangivelse for 2007. Slutfristen for at aflevere den udvidede selvangivelse er som udgangspunkt i dag d. 1-7-08, men Skat har valgt at udsætte afleveringsfristen med to dage på grund af de nye regler for ejendomsværdiskat.

For at beregne den korrekte ejendomsværdiskat af en bolig i udlandet skal boligejeren jonglere med nationale prisindekser, OECD-prisindekser og andet. Alt dette er kompliceret stof for den enkelte skatteyder, og Skat burde måske derfor have ventet med at sende meddelelsen ud, lyder Anne Kaptains synspunkt i artiklen.

Skribentmail: