BOLIG, SKATTER, AFGIFTER, EJENDOMSVÆRDISKAT

Seks måneder til at få ejendomsskatten ned

Flag 28-06-08 ~2 minutters læsning · 318 ord

Danskere, som mener at de betaler for meget i ejendomsværdiskat af deres bolig i udlandet, har nu seks måneder til at finde ud af, om de vil have genoptaget ansættelsen af ejendomsværdiskatten på boligen. De enkelte boligejere skal selv tage initiativ til at rejse sagerne, og den sidste frist for at gøre det er julen 2008.

Det fremgår af Skats nye retningslinier for beregning af ejendomsværdiskat på udenlandske boliger, som blev udsendt tidligere på ugen. Retningslinierne er Skats længe ventede svar på, at EF-domstolen i begyndelsen af året reelt kendt den danske ejendomsværdiskat på ejendomme i udlandet i strid med principperne om lige behandling af ejendomme i hjemlandet og i udlandet.

Baggrunden er, at ejendomsværdiskatten på mange danskeres ejendomme i udlandet i flere år er blevet beregnet helt anderledes end danskernes ejendomme i Danmark. Boligerne i udlandet er blevet beskattet på basis af handelsværdien, mens boligerne i Danmark har været beskyttet mod stigninger i ejendomsværdiskatten siden 2002 på grund regeringens skattestop. Der har i den forbindelse været fremlagt flere eksempler på, at danske ejere af en bolig i udlandet ville spare mange penge i ejendomsværdiskat, hvis de havde været i stand til at flytte boligen til Danmark.

Meddelelsen fra Skat har ladet vente på sig, fordi det er meget kompliceret at lave nogle regler, som er retfærdige på området. Skat har stillet en række beregningsprincipper til rådighed, og så er det op til den enkelte boligejer at finde det princip, som vedkommende ønsker at bruge.

Hovedideen er at finde boligens handelsværdi ved begyndelsen af indkomståret og så finde ud af, hvor meget denne afviger fra en offentlig vurdering. Forskellen kaldes en afstandsprocent. Boligejeren kan også vælge at bruge et OECD-indeks som grundlag, hvis ferieboligen ligger i et OECD-land.

I den sidste ende skal Skat dog godkende den beregningsmåde, som boligejeren har anvendt. Kan Skat ikke det, vil pris-indeksetet for sommerhuse i Danmark blive anvendt, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: