BOLIG, STATISTIK, BOLIGKØB, BOLIGSALG

160.000 færre solgte boliger end forventet

Flag 28-01-13 ~Et minuts læsning · 185 ord

Det amerikanske boligmarked viser ellers tegn på fremgang, men boligsalget i december 2012 levede ikke op til forventningerne. Omregnet til helårstal blev der i den sidste måned af 2012 solgt 4,94 mio. boliger i USA, men eksperterne havde regnet med 5,1 mio. - dvs. 160.000 flere.

En række eksperter skyder skylden på, at der er sat forholdsvis få boliger til salg i USA. Med det aktuelle salgstempo vil alle de aktuelle boliger på markedet være solgt på kun 4,4 måneder. Det er den korteste gennemsnitlige salgsperiode siden 2001.

Bl.a. derfor giver nedgangen i december ikke anledning til den store frygt hos de amerikanske ejendomsmæglere.

Efter syv års nedtur, som er den største i historien, har ejendomsmarkedet stabiliseret sig i 2012. Og forbedringen vil fortsætte, fordi den er drevet af befolkningssammensætningen, siger Stuart Miller, direktør for Lennar Corp., USA’s største byggekoncern.

Den schweiziske bank UBS forventer, at der vil blive bygget omkring 1 mio. nye boliger i USA i 2013. Det er 28 pct. flere end i 2012, men kun halvt så mange, som da det amerikanske boligmarked kørte med fuld skrue, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: