Huslejen i New York ligger på et niveau, hvor rigtig mange får brug for hjælp. Det problem forsøger en ny app at løse. Ikke ved at kaste penge efter dig - men ved at sætte dig i kontakt med en, som du kan dele din bolig og dermed din husleje med.
MatchPad.com hedder app’en, og den kan hentes ned på både Android og IOS, lige som den findes i en web-version. App’en giver kort og godt boligsøgende mulighed for at finde en bolig, hvor der er plads til en til. Og den giver folk med en bolig mulighed for at finde en bofælle, som samtidig kan bidrage til betalingen af huslejen.
Pointen i systemet er, at de to parter også skal passe sammen som personer. En lignende app, OKCupid, gik i luften for at par år siden med de samme funktioner. Men den led cyber-døden. Det viste sig, at folk er uhyre kritiske med, hvem de bor sammen med. Endnu mere kritiske end med, hvem de f.eks. dater. Derfor rummer den nye app ekstra mange oplysninger om de personer, der søger eller tilbyder et sted at bo i New York.
Det drejer sig kort og godt om at finde det perfekte match, og det er der foreløbig 3000 personer, som har valgt at bruge app’en til, siden den blev lanceret i september 2014, fremgår det af artiklen.