REJSE, TRANSPORT, STATISTIK, GRÆNSEPENDLING

Næsten 20.000 pendler til København

Flag 08-04-10 ~2 minutters læsning · 215 ord

Antallet af personer, der bor på den ene side af Øresund, mens de arbejder på den anden, stiger fortsat. Men antallet af grænsependlere over Øresund, som det også hedder, stiger langsommere end tidligere.

I dag tager dagligt 20.400 personer på arbejde på den modsatte side af Øresund, end den de bor på, og 95 pct. - eller næsten 20.000 - af dem pendler fra Skåne mod København. Det oplyser Øresundsbroen.

At stigningen i arbejdstrafikken løjer lidt af, passer fint med, at færre danskere flytter til Skåne end tidligere. En af årsagerne er, at boligerne ikke længere er så meget billigere på den svenske side af Øresund, end de er på den danske side.

Der er dog stadig flere personer, der flytter fra Danmark til Skåne, end der er personer, som flytter den modsatte vej. Og der er fortsat forskel på boligpriserne i Skåne og på Sjælland.

I tredje kvartal af 2009 kostede et typisk hus på 140 kvm DKK 2,4 mio. i Roskilde, DKK 2,0 mio. i Køge, DKK 1,8 mio. i Holbæk og DKK 1,7 mio. i Ringsted. På den skånske side kunne et hus i samme størrelse fås for DKK 2,1 mio. i Lund, DKK 1,7 mio. i Landskrona, 1,6 mio. i Ystad og DKK 1,3 mio. i Eslöv, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: