Hvis du er dansker med bopæl i Danmark, kan du få kappet næsten halvdelen af din nuværende skatteprocent af ved at tage arbejde i Sverige.
Hvis din arbejdsgiver er svensk, kan du slippe med at betale den såkaldte SINK-skat. Det er en skat, som betales i Sverige, og der er tale om en bruttoskat. Til gengæld skal du ikke betale sociale bidrag til Sverige. Der er en del mellemregninger og specielle forhold ved SINK-skatten, men slutresultatet bliver en skatteprocent i nærheden af 25.
En af ulemperne er, at du ikke længere får glæde af dit transportfradrag. Værdien af dette er dog sjældent ret stor. Desuden kan du ikke få fradrag i din skattepligtige indkomst, før SINK-skatten beregnes. Men det gør ikke det store, hvis din ægtefælle arbejder i Danmark. I så fald kan han eller hun f.eks. overtage det ubrugte rentefradrag.
Den særligt lave skat er noget, du skal søge de svenske skattemyndigheder om. De accepterer kun, at du kan komme ind under ordningen i et halvt år ad gangen. Til gengæld kan du få tilladelsen igen og igen, så det er muligt at slippe med SINK-skat i flere år, fremgår det af artiklen.