JOB, SKATTER, AFGIFTER, ADVOKATER, DOBBELTBESKATNINGSAFTALE

Xpert-svar om beskatning

Flag UDLANDSXPERTERNE 23-07-10 ~2 minutters læsning · 218 ord

Såfremt du opgiver din bopæl og flytter til Spanien for at bo og arbejde, vil den fulde skattepligt til Danmark i almindelighed ophøre. Når jeg skriver i almindelighed skyldes det, at det ud over den faktiske fraflytning vil kunne indgå som et moment om det har været hensigten at fraflytte varigt. Med fraflytning i 2 måneder er det tvivlsomt om der har været hensigt om varig fraflytning. Men anses din fulde skattepligt til Danmark for ophørt vil du ikke blive beskattet af lønindkomst tjent ved arbejde i Spanien i Danmark.

Du spørger om det vil være anderledes, hvis du arbejder mere end 183 dage i Spanien. ”183-dages reglen” er i almindelighed en regel, der er indsat i de fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster. Reglen regulerer, at en danskers indkomst tjent ved arbejde i Spanien kan beskattes i Danmark, hvis bl.a. arbejdsopholdet ikke har oversteget 183 dage indenfor en i nogen 12-månedersperiode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår. Da der i øjeblikket ikke er indgået en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Spanien er denne regel uden betydning. Det betyder, at såfremt den fulde skattepligt til Danmark er ophørt og du bor og arbejder i Spanien i en længere periode en 183 dage, så vil indkomsten alene blive beskattet i Spanien.

Med venlig hilsen

Martin Bekker Henrichsen

Advokat (H), LL.M. & HD(f)

Skribentmail: