Kære Ulla Hansen,
Jeg går ud fra, at jeres fulde skattepligt til Danmark er ophørt. Det du spørger om, drejer sig i virkeligheden ikke om opholdstilladelse, men om at du vil sikre dig, at den fulde skattepligt til Danmark ikke genindtræder.
Udgangspunktet er, at når I ikke har bopæl her i landet, indtræder skattepligten først efter ophold her i landet på mindst seks måneder. Erhverver I derimod bopæl her i landet efter fraflytningen indtræder den fulde skattepligt, når der tages ophold i Danmark. Med ”ophold” forstås i administrativ praksis normalt dels et sammenhængende ophold i Danmark på mere end tre måneder og dels ophold, der sammenlagt udgør mere end 180 dage på årsbasis. Derudover kan der være risiko for dansk skattepligtig, hvis man under et ophold af kortere varighed end nævnt udfører erhvervsmæssigt arbejde.
Normalt sidestilles sommerhuse ikke med helårshuse i vurderingen af om man har bopæl til rådighed i Danmark. Men der kan forekomme tilfælde, hvor et sommerhus ud fra størrelsen, indretningen, beliggenheden, værdien og omfanget af ejerens benyttelse vil blive anset som bopæl i skattemæssig forstand. Hertil kommer, at pensionisters sommerhuse efter en ejertid på otte år har helårsstatus, og dermed automatisk betragtes som bopæl i skattemæssig forstand.
Har jeres sommerhus således helårsstatus, skal du for at undgå fuld dansk skattepligt overholde både tre måneders-reglen og 180 dages-reglen. Har det derimod ikke helårsstatus, er det kun seks måneders-reglen, der skal overholdes.
Der er mig bekendt ikke krav om, at I skal være ude af Danmark i en bestemt periode mellem to tre-måneders perioder, men det skal være reelt og I skal kunne bevise, at der er tale om to uafhængige ophold.
Du kan få sikkerhed for, om jeres sommerhus skattemæssigt anses som helårsbolig eller sommerhus, ved at anmode SKAT om at tage stilling hertil i et såkaldt bindende svar.
Med venlig hilsen
Martin Bekker Henrichsen
Advokat (H), LL.M. & HD(f)