FORBRUG, ØKONOMI, FØDEVARER

Tyskerpriser i landet bag digerne

Flag 19-04-08 ~2 minutters læsning · 215 ord

Holland er et af de billigste blandt de såkaldte EU9-lande at købe ind i. Forbrugerpriserne ligger på niveau med de tyske, som igen ligger cirka 32 pct. under prisniveauet i Danmark.

Hvis du køber dine varer i Holland, sparer du otte pct. i forhold til gennemsnittet af de ni lande, som traditionelt er de dyreste i EU. Omvendt ligger de danske priser suverænt i toppen - nemlig 24 pct. over gennemsnittet for de i forvejen dyre EU-lande. Det fremgår af en opgørelse fra 2006 på basis af tal fra OECD, KonkurrenceStyrelsen og Eurostat.

Landet bag digerne er altså meget billigt for udlændinge at handle ind i, og for hollænderne selv ser billedet endnu bedre ud. De har overhovedet ingen grund til at krydse nogen grænser på grund af priserne. Landet er nemlig det billigste blandt alle EU9-lande for landets egen befolkning at købe ind i.

Trækker man moms, afgifter og landets lønninger ud af priserne, viser det sig nemlig, at forbrugerpriserne for hollænderne ligger ca. 12 pct. under gennemsnittet for de ni dyre EU-lande. Til sammenligning skal danskerne - selv når den rekordhøje danske moms, de mange danske afgifter samt de høje danske lønninger pilles ud af priserne - betale otte pct. mere for varerne i Danmark end gennemsnittet i EU9-landene, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: