GENERELLE, FORHOLD, SKATTER, AFGIFTER, DOBBELTBESKATNINGSAFTALE

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg er ændret

Flag ARTIKEL 25-08-13 ~3 minutters læsning · 513 ord

Ved en protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg af 17. november 1980, som er indgået den 9. juli 2013, er det nu bestemt, at man skal betale skat til Danmark af sine danske pensioner, når man bor i Luxembourg, og dette gælder både danske sociale pensioner så som folkepension og førtidspension, danske tjenestemandspensioner og andre danske pensioner uanset om disse er optjent som led i et tidligere arbejdsforhold eller ikke. Når det gælder andre danske pensioner end sociale pensioner og tjenestemandspensioner er det dog en forudsætning, at man ikke har betalt skat i Danmark af sine indbetalinger til disse pensioner, herunder at der ikke har været betalt skat i Danmark af ens

arbejdsgivers indbetalinger til disse pensioner.

Efter de tidligere regler skulle man som bosiddende i Luxembourg betale skat til Luxembourg af sine danske pensioner bortset fra danske tjenestemandspensioner, der blev beskattet i Danmark.

I Danmark er det i begrænset omfang muligt at etablere pensionsordninger, hvor man ikke har fradragsret i sin skat til Danmark af indbetalingerne, og har man en sådan ordning, kan Danmark ikke kræve skat af udbetalingerne, og disse udbetalinger kan så fortsat beskattes i Luxembourg.

Der er dog etableret en overgangsordning, således at fysiske personer, der boede i Luxembourg på datoen for underskriften af protokollen, den 9. juli 2013, og som på denne dato modtog pensioner fra Danmark, som kun kunne beskattes i Luxembourg efter de hidtidige regler i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, fortsat kun bliver beskattet i Luxembourg af disse pensioner.

Der er mange danskere, der bor og arbejder i Luxembourg, f.eks. i bankerne i Luxembourg eller i de EU-institutioner, der ligger i Luxembourg, og for disse personer får den ændrede overenskomst også betydning. Har disse personer en pensionsordning i Luxembourg, enten knyttet til deres arbejde eller som en privattegnet pensionsordning, har de hidtil skullet betale skat til Danmark af disse pensionsordninger, hvis de rejste tilbage til Danmark, når de blev pensionerede. Men efter

den ændrede overenskomst skal de nu betale skat til Luxembourg af disse pensionsordninger, selv om de flytter tilbage til Danmark, efter at deres ansættelse er ophørt. Efter det for mig oplyste skulle beskatningen af pensioner være væsentligt lavere i Luxembourg end i Danmark.

Ændringen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg træder først i kraft i indkomståret efter at den er blevet ratificeret både af det danske Folketing og af parlamentet i Luxembourg, og det vil sige at overgangen til Danmark af beskatningen af udbetaling af pension fra Danmark tidligst vil kunne ske med virkning fra den 1. januar 2014. Men med hensyn til overgangsordningen får denne virkning allerede fra den 9. juli 2013. Man kan altså ikke komme ind under overgangsordningen, hvis man flytter til Luxembourg efter denne dato.

Med ændringen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg har Danmark fået gennemført, at man skal beskattes i Danmark af udbetalingen sine danske pensioner, som man har haft fradragsret for indbetalingerne til i Danmark, i stort set alle landene i Europa. De eneste lande, hvor denne ordning endnu ikke er blevet gennemført, er Holland, Færøerne og Slovakiet. I det sidstnævnte land er dobbeltbeskatningsoverenskomsten med det tidligere Tjekkoslovakiet endnu er gældende.

Mere info: http://www.orienteringomfranskeforhold.com/data/ORIENTERING%202013-07%20juli.pdf