KULTUR, FRITID, JURA, REGLER, MENNESKERETTIGHEDER

Giver elektrochok til homoseksuelle

Flag 26-02-16 ~2 minutters læsning · 271 ord

Det er ikke velset at være bøsse eller lesbisk i Kina. Heller ikke under den nye præsident Xi Jinping, som tværtimod har sat særligt fokus på at bevare de traditionelle moralske værdier, som det udtrykkes i artiklen.

Det er ligefrem udbredt i Kina at give homoseksuelle «konverteringsterapi», som bl.a. omfatter elektrochok. Det sidste gjorde forældrene til den unge bøsse Peng Yanhui alvor af. De pressede ham til at gå på en klinik, hvor han fik elektrochok for at blive «helbredt». Nu har sønnen valgt at sagsøge klinikken for indgrebet.

Homoseksuelle diskrimineres bl.a. i statslig litteratur om psykologi og seksualitet, hvor det kaldes en «psykisk lidelse» og en «sygdom» at være tiltrukket af sit eget køn. I en af bøgerne opfordres der ligefrem til at «kurere» homoseksuelle med elektrochok, og i en anden sidestilles homoseksualitet med pædofili, nekrofili og dyresex. Dette har fået den 21-årige lesbiske pige Chen Qiuyan fra Guangzhou/Canton til at sagsøge det kinesiske undervisningsministerium, som har godkendt bøgerne.

Mens budskaberne mod homoseksualitet får lov at stå på bibliotekshylderne, så er der trange kår for det modsatte budskab.

Et eksempel er dokumentaristen Fan Popos dokumentarfilm «Mama Rainbow», som handler om mødre, der accepterer, at deres børns homoseksualitet. Filmen var tilgængelig på nettet i flere år, men så blev den pludselig fjernet. Det har fået personen bag filmen til at sagsøge det kinesiske censurapparat.

Kun 21 pct. af kineserne accepterer homoseksualitet ifølge en undersøgelse fra Pew Research Institute. Samtidig er det kun mellem 3 og 6 pct. af de homoseksuelle, som tør springe ud. Det viser en undersøgelse blandt 18.000 bøsser og lesbiske foretaget af organisationen WordkForLGBT, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: