BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, BOLIGSALG

Eksperter afviser boligboble

Flag 31-08-11 ~2 minutters læsning · 292 ord

Den Internationale Valutafond (IMF) advarede i begyndelsen af juli 2011 om, at Kina var på vej ind i en boligboble, hvor boligpriserne kunne risikere at dykke efter flere år med kraftige stigninger. Men den tror eksperter ikke på.

En af grundene er, at den kinesiske regerings indgreb mod de stigende boligpriser er begyndt at virke. Regeringen har blandt andet forbudt kineserne at eje flere end to boliger - og gjort det sværere at eje flere end én. Desuden agter regeringen inden for de nærmeste år at gå i krig med boligmangelen i landet ved at bygge 35 millioner billige lejligheder.

Samtidig har den kinesiske regering indført et krav om, at man skal være registreret som borger i Beijing - dvs. have et såkaldt hokou - og have betalt skat i hovedstaden i mindst fem år for at kunne købe bolig i byen. Det er en regel, som forhindrer hver tredje af hovedstadens borgere i at købe bolig. Samtidig er det nu kun 10 pct. af alle lejligheder, der bliver købt som en investering, hvor det tidligere var 30 pct., mener marketingsdirektør Cui Cheng fra ejendomsselskabet E-House i Beijing.

I de seneste år er priserne på boliger steget med 15-20 pct. om året i Beijing og de andre store byer i Kina, mens prisudviklingen har været mere moderat længere ude på landet.

Snakken om en kinesisk boligboble er startet af amerikanske økonomer, som har den forkerte grundantagelse, at Kinas boligmarked fungerer på samme måde som det amerikanske. Men det gør det ikke. Bl.a. skal en kineser lægge 30 pct. af boligens pris som udbetaling for at blive boligejer, og det lægger en vis dæmper på boligmarkedet, påpeger Jørgen Ørstrøm Møller, underviser ved Institute of South East Asian Studies (ISEAS) i Singapore, ifølge artiklen.

Skribentmail: