Foran den lille bar sidder tre mænd og sludrer og kigger nysgerrigt.

»Hvem leder i efter?« spørger manden i baren.

»Vi skal besøge Lars og Dora - et dansk par,« fortæller vi, og bartenderen nikker indforstået.

»Ja, de bor lige hernede,« fortæller han og peger lidt længere ned ad hovedgaden.

Fem minutter efter svinger en bil ind på pladsen og ud træder en lyshåret mand, der hæver gennemsnitshøjden i den lille by med adskillige tommer, en lille kvinde i sandaler og korte ærmer samt et ungt par med kornfarvet hår og blåøjne.

Det er familien Frederiksen/Kjærgaard, som for fire år siden købte et hus i middelalderhjertet af Giulianello - en lille landsby 50 kilometer syd for Rom. Der hilses og småsludres, som familien fortsætter ned ad den brostensbelagte gade mod huset. Både Lars Frederiksen og Dora Kjærgaard går til italiensk, så de kan kommunikere med lokalbefolkningen, men indtil videre bliver det kun til hyggesnak.

Fra vinduerne hænger snore med vasketøj og spirende platantræer giver skygge. Indtil for cirka 40 år siden var hele byen ejet af en enkelt herremand, fortæller en lokal restauratør. Folk levede efter hans regler og gav ham en femtedel af, hvad de producerede. Ikke langt fra middelalderhjertets eneste café ligger Casa Dora, som huset er døbt - efter dets frue Dora Kjærgaard. Det er en smal rosafarvet arbejderbolig fra 1520.

I husets underetage ligger et lille køkken, en lille spisestue og en stue med pejs og skakternede klinker på gulvet. Den er indtil videre indrettet med Ikea-møbler, men skal med tiden have et mere personligt touch, fortæller parret. Går man op ad endnu en trappe, kommer man til et rummeligt soveværelse med store vinduer og to smukke hvide senge, som har tilhørt Doras bedsteforældre.

»Når man nu opholder sig så meget hernede, som vi gør, så synes jeg, det er vigtigt, at her er personlige ting,« siger Dora.

Fra soveværelset leder en dør ud til en stor og delvist overdækket terrasse. Her er udsigt ud over grønne bakker, takkede bjerge og den nye del af Giulianello. Terrassen er halvt overdækket med et lille køkken indrettet, og det er her, parret tilbringer de lange sommeraftener med en kande af den lokale vin.

Det var lidt sådan en aften, at Lars og Dora begyndte at drømme om at købe hus i Giulianello. Lars kendte området godt. Han har et lille bureau, der arrangerer studierejser. Engang tog han og familien af sted med en færøsk skoleklasse. De tilbragte en dag hos Lars’ danske samarbejdspartner, som bor få kilometer fra parrets hus. Det var strålende solskin og familien begyndte at drømme om deres eget. Lige pludselig var der et hus til salg og drømmen begyndte at materialisere sig.

»Vi prøvede at bo hernede en uge for at fornemme husets stemning,« fortæller Dora.

Det betød også meget at bo i en lille landsby blandt italienere. Det var også vigtigt, at være tæt på Rom med en times kørsel til byens to lufthavne. Sidst men ikke mindst spillede prisen også en rolle. Da Lars og Dora købte huset i 2002, kostede det kun 450.000 kroner, hvortil parret har måttet spæde 125.000 kroner til i renovering.

Det danske par er lige fra begyndelsen blevet godt modtaget af deres nye naboer. De bliver ofte inviteret og det foregår altid på den traditionelle måde.

»De sætter nogle plader med polenta (en typisk bonderet hvis hovedbestanddel er majsmel, red.) på bordet, og så begynder man at spise fra hver sit hjørne. Når vi så tager hjem, får vi en flaske vin med og det, der er i overskud,« siger Dora.

»I aftes da vores søn og hans kæreste kom, fik vi hjemmebagt kage med lokal ricottaost og små pandekager med fyld i.

Det er særligt Dora, der er god til at få kontakt til de ældre damer,« forklarer Lars.

De Giulianellos ældste borger blev 100, var hele byen inviteret. »Man sætter nogle plasticstole ud, fade på bordene, og så er der fest. Vi var vel omkring 400,« fortæller Dora.

Det er også en af naboerne, som passer huset, når parret ikke er der. Huset bliver lejet ud, når parret ikke selv bruger det, og dermed bliver driftsomkostningerne på 6.000 kr. om året nemt dækket ind.

Men kulturmøder har ikke kun været en dans på roser. Det oplevede familien, da huset skulle renoveres. Der skulle lægges en ny etageadskillelse, laves nyt køkken, badeværelse, og hele huset skulle males.

Maleren gjorde malerkosten ren ved at strinte hvid maling ud over bord, stole og nyindkøbte hynder. En ny dør viste sig at være for kort, men alt det var håndværkerne ligeglade med.

»Vi gjorde rent i 14 dage bagefter, men i dag griner vi bare af det, selv om det da bare var for meget,« fortæller Dora.

Lars og Dora bestræber sig på at være i deres hus fire gange om året. De nyder at gå