Hej
Har man en drøm skal man nok også prøve at forfølge den. Jeg kan ikke give dig den perfekte opskrift for den vil altid være individuel, men nogle råd og muligheder for at komme videre, kan jeg give dig med på vejen.
Med hensyn til leje bolig kan du prøve, at se på boligportalen www.casa.it og følge fanebladet ‘affiti’ (udlejninger) og så indstille søgningen på Como. Mange italienske aviser har også udlejningsannoncer på deres netaviser, endvidere kan du anvende linket http://www.mioaffitto.it/appartamenti-affitto-como-25-3-0-64007.html til direkte søgning på udlejningsboliger i Como området.
Med hensyn til jobsøgning tror jeg, at der venter en større udfordring. Det fremgår ikke om du og familien taler italiensk eller forventer at kunne klare Jer på anden vis. Min erfaring med Italien siger mig umiddelbart at sproget er absolut nødvendigt for, at kunne skaffe et job til trods for, at Como området har et internationalt præg. Der findes en hjemmeside www.jobrapido.it som indeholder mange jobannoncer. Det giver i det mindste mulighed for, at du kan orientere dig om jobmuligheder mv.
I denne sammenhæng må tage højde for at Italien har en arbejdsløshedsprocent på ca.12 i disse år. Så I vil være i hård konkurrence med mange andre.
Omkring skolegang til børnene er det korrekt, at der findes en International skole i Como området - forvent at der er optagelseskriterier, som dine børn skal kunne leve op til. Skolen har både undervisning fra 1. klasse og op samt børnehave klasser. Forvent et indskrivningsgebyr på 1500 euro pr. barn incl. skoleuniform, 1200 euro pr. år til betaling af frokost og ca. 6 til 7.000 euro om året for børnehaveklasse og 11 til 12.000 euro pr. år for de større klasser i undervisningsafgift. Du kan læse mere om skolen, optagelseskriterier, informationsdage og få ansøgningsskemaer på - www.iscomo.com.
Det vigtigste ud over alle disse faktuelle forhold er nok mere, at finde en vej ind til ‘Italien’ - lejligheder kan jo ikke beses via nettet, arbejde kan søges via nettet, men man får sjældent job en uden en forudgående samtale, hvilket kræver at man er i nærheden.
Jeg kunne foreslå, at I starter med at afprøve tingene f.eks. via et længere ophold, måske i forbindelse med et sommerferiejob, som udover at give en ide om det at være og arbejde i Italien også vil give jer nogle kontakter, som I efterfølgende kan trække på. På www.italy.dk er der så vidt jeg ved nogle tilbud om sommerferiejob i Italien. På samme hjemmeside findes der også nogle debat fora, hvor der evt. kan etableres forbindelse til danskere der allerede bor i Como området og som måske kan hjælpe Jer videre.
Jeg tror, at afprøvning og etablering af netværk er en nødvendighed for Jer, for at sikre muligheden for at få opfyldt drømmen.
Jeg beklager, at jeg ikke kan give Jer en komplet drejebog! Jeg håber, at noget af ovenstående kan hjælpe Jer på vej.
Såfremt du sidder med konkrete spørsmål i det videre forløb - er du velkommen til at kontakte mig direkte via min mail freddy.casaliguria@gmail.com
Held og lykke med drømmen
Freddy Hansen