At købe fast ejendom i Italien kan være en usædvanlig oplevelse. Måske viser det sig, at boligen er lige på nippet til at blive solgt af en anden ejendomsmægler. Det kan være, at sælgeren slet ikke er den lovformelige ejer af huset. Ja, måske er huset slet ikke godkendt til beboelse.

»Først og fremmest skal man gøre sig klart, at man har at gøre med et fremmed retssystem, som er meget anderledes end det danske. Ellers kan man godt blive overrasket,« siger den dansk-italienske advokat og partner Sandra Moll fra Ret&Råd i København.

Rigtig meget er anderledes. At købe bolig gennem en ejendomshandler er for eksempel ikke i sig selv en garanti for noget som helst. Alle og enhver kan sælge huse.

»Bag titlen «ejendomsmægler» ligger ikke nødvendigvis en formel uddannelse eller autorisation. Enhver med interesse for bolighandel kan derfor i princippet slå sig ned som ejendomsmægler. Men der findes en forening for autoriserede mæglere i Italien, og det er en god ide at handle med et af dens medlemmer,« anbefaler hun.

Boligen kan sagtens være til salg flere steder på samme tid. Ejeren af ejendommen kan også selv være i gang med at sælge den, så man kan aldrig være helt sikker på, at andre ikke er ved at købe boligen lige for næsen af én.

»Og det er slet ikke usædvanligt, at købere selv kontakter sælgeren direkte og aftaler en pris med ham – som kan være væsentligt lavere end den, ejendomsmægleren har sat,« fortæller Sandra Moll.

Som helt almindelig, dansk boligkøber med drømme om en feriebolig i Italien er der rigeligt med grunde til at tage en advokat med på råd. For eksempel til at tjekke, at boligen overhovedet er godkendt til beboelse. Det er ikke altid tilfældet. En stald, en lade eller en gammel landejendom kan tidligere være lavet om til beboelse uden myndighedernes godkendelse. Men en ny lov kræver, at alle boliger har en beboelsesattest. Hvis attesten mangler, kan advokaten hjælpe med ansøgningen og blandt andet tjekke, at boligen vitterlig sælges af den lovformelige ejer.

»Det er heller ikke altid entydigt, hvem der ejer ejendommen. Og det er ikke, fordi sælgeren vil snyde. Han kan være ganske uvidende om, at han ikke juridisk ejer boligen eller ikke er eneejer. De fleste ejendomme går i arv. Og sælgeren har måske arvet huset af en mor eller far, og hvis boet aldrig er blevet delt, står den afdøde stadig som ejer på skødet. Det betyder, at boet skal skiftes og deles mellem arvingerne, før ejendommen kan sælges, og det kan være problematisk, fordi skiftet tager tid og koster penge,« fortæller Sandra Moll.

Derimod er det sjældent, at andre har pant i ejendommen.

»Det er usædvanligt at optage lån i et hus – og hvis man gør, vil familierne som regel gøre alt for at betale lånet ud igen. Der findes heller ikke kreditforeninger i den forstand. Lån optager man i banken, og man belåner ikke friværdien på samme måde som i Danmark,« fortæller hun.

Arvereglerne i Danmark og Italien er også lidt forskellige, men så længe man har bopæl i Danmark, og huset eller lejligheden i Italien kun er en fritidsfornøjelse, skal der foretages skifte i Danmark, og derfor er det danske regler, der benyttes. Men et begreb som uskiftet bo kendes ikke i den italienske lovgivning.

»Så hvis man ejer en ejendom i Italien og ønsker, at den anden ægtefælle skal kunne overtage boligen i et uskiftet bo, er man nødt til at forklare de italienske myndigheder, at selv om der er børn, er det ægtefællen, der arver alene. Derfor vil det være en god idé at skrive et testamente i Danmark, få det bekræftet hos notaren, og derefter få det oversat til italiensk – så det udtrykkeligt fremgår, at der er tale om et uskiftet bo. Så vil de italienske myndigheder være forpligtet til at respektere afgørelsen,« siger Sandra Moll.