BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER, VILLAER

Idyl for under en halv million

Flag ARTIKEL 18-05-08 ~3 minutters læsning · 533 ord

Madkurven er pakket. GPS’en er indstillet. Internetsiderne er printet ud. Så er der bare afgang til endnu en dagsudflugt i det skånske.

Humøret er højt. Eller rettere: Højt igen. Sidste weekends rundtur bød på flere håbløse småhuse eller «stugor» og kulminerede med oplysningerne om, at et lille drømmehus var ude i en budrunde, og allerede nu var nået meget højere op, end hvad Jonatan og Stine ville betale for et fritidshus i Sverige.

Men huse er der heldigvis mange af – selv om den relativt korte erfaring allerede viser, at internetsider er taknemmelige udstillingsvinduer.

Denne lørdag er kursen sat mod Huaröd syd for Kristiansstad - godt halvanden times kørsel fra København. Her skulle ligge et lille, rødt hus. Superromantisk med små hjerter i skodderne og en rislende bæk i baghaven. Som sidste hus på en stikvej med landsbyens friluftsbad som nabo til en ene side og køer på græs lige overfor. Jo, forhåbningerne er store.

Huset i Huaröd viser sig at passe lige ind i drømmen. Det er et lille hus. Et lille, rødt hus til 550.000 svenske kroner - og lige så velholdt, som der står i beskrivelsen på nettet. Det kræver med andre ord ikke en større renovering. Det ligger afsides uden at være isoleret og midt i en dejlig natur.

På slaget 14 tropper ejendomsmægler Göran Carlsson som aftalt op, men da har vi allerede lusket rundt i en halv times tid og kigget ind ad vinduerne, så forventningerne er på vej op.

Et nærmere kig indendøre skuffer heller ikke. Med et køkken, et toilet og en mikroskopisk stue nedenunder og to små soveværelser på første sal. Med bad og værksted i kælderen og en rummelig gæstehytte med fire sovepladser. I haven en udestue med skydedøre og vinduer og en rislende bæk, der leverer den herligste lydkulisse.

Huset tilhører byens præst, som er lidt oppe i årene og nu har valgt at flytte sammen med konen, der bor i et andet hus i den lille by. Det hele er sirligt og super velholdt. Som Stine siger: «Alt, hvad der skal gøres, kan vi klare med en pensel.»

  • Vil I ikke se det hele igen, spørger ejendomsmægleren – og mest for syns skyld tager parret lige en runde til. Men beslutingen er for længst taget. Dette er huset.

  • Javist, siger Göran Carlsson lettere tøvende – men en anden familie har faktisk allerede tilbudt at betale den annoncerede pris, så hvis huset skal på danske hænder, må Jonatan og Stine byde over.

Det er hel normal, svensk praksis, at ejendomsmægleren – som her både er købers og sælgers mand – fungerer som budbringer med pristilbud til sælgeren. Og da prisen når op på 580.000 SEK, springer den svenske familie fra.

Første, anden, tredje…og huset er solgt.

Svenske huse som Jonathan og Stine ikke valgte

  • Lige op til en landevej hvor der ganske vist kun kører biler hvert andet minut – men hver gang registreres de som irriterende støj. Og så er loftet spillevende af mus.

  • Duer ikke. Sidste hus på en stikvej fra landevejen og umiddelbart meget charmerende, men virkeligheden viste noget andet: et småkedeligt villakvarter.

  • Godt hus med gåafstand til badesø i et udbygget sommerhusområde, men presset voldsomt op i pris.