LIGURIEN: Når man går i de snævre gader i den lille by Ceriana – godt 10 kilometer fra den italienske middelhavskyst – er det ikke svært at forstå, hvorfor Freddy Hansen og hans familie er blevet så begejstrede for deres anden hjemby. Nu er gader måske så meget sagt, for her er ikke engang plads til selv den mindste Panda. Der er snarere tale om stenbelagte strappe-stier, der snor sig mellem de flere hundrede år gamle huse. Op og ned, ud og ind. Gennem et hus og henover en anden »gade«. Kort sagt: eksotisk, malerisk og betagende. Og uanset hvem man møder, er det hele tiden et »buongiorno«, »bonasera« eller »buona notte« - plus selvfølgelig lige et smil.

»Alle mennesker er simpelten ualmindelig venlige og hjælpsomme. Om sommeren begaver vores naboer os med blomster, frugt og grønsager fra deres køkkenhave, og de kigger helt af sig selv efter huset, når vi ikke er her,« fortæller Freddy Hansen.

Egentlig stod Tyrkiet øverst på familiens ønskeseddel. På en sommerferie i 2004 rykkede drømmen om det lille hus ved Middelhavet tæt på. Men ved nærmere eftertanke forekom Tyrkiet på mange måder alligevel meget langt væk. Især transporttiden fik familien på andre tanker. Så var Ligurien og Den italienske Riviera mere overkommelig.

»Vi besluttet også, at vi ikke ville bruge for mange penge, og at huset ikke skulle være større end højst nødvendigt. Bare vi kunne være der med os selv og lidt besøgende engang imellem. Det skulle også være rimeligt indflytningsklart, for vi var ikke interesserede i at gå i gang med et byggeprojekt. Det kræver en indsigt i de lokale forhold om, hvordan man gør ting dernede, og den indsigt havde jeg slet ikke for fire år siden, så det turde vi ikke give os i kast med,« fortæller Freddy Hansen om familiens overvejelser.

Jagten gik ind, og meget hurtigt kom den lille landsby Ceriana i søgelyset. Her fandt familien lige dét, de ledte efter: Et lille istandsat byhus med to soveværelser, en stue, et køkken, et bad og en terrasse med udsigt over dalen og floden. Og en landsby med sin helt eget rytme.

»Tidligere blev der dyrket oliven, vin og valnødder på alle markerne omkring byen, så for 30-40 år siden har der formentlig været meget mere liv, end der er i dag. Men de seneste år er turisterne begyndt at få øje på mulighederne i byen, og samtidig er den blevet erklæret bevaringsværdig af den italienske stat, så nu der sker faktisk noget. Flere af de gamle huse, der tidligere var rene ruiner, er begyndt at blive sat i stand igen, men det går stadigvæk langsomt,« fortæller han.

Også på priserne kan man se en udvikling. Freddy Hansen vurderer, at deres hus næsten har fordoblet sin værdi i løbet af de godt tre år, de har ejet det, så byhuset i dag ville kunne sælges for en lille million. Men det er stadig billigt i forhold til huspriserne helt nede ved kysten og i Frankrig blot 50 km borte.

Ceriana er langtfra en død by. Her er fem butikker, to restauranter, et par barer, en bank, et apotek og et posthus. Og der er liv i gaden. Selv en 15 grader kold novembersøndag er de små caféer velbesøgt. Så bliver verdenssituationen i Ceriana og omegn lige vendt et par omgange over likøren eller et glas hvidvin.

»Og indbyggere fejrer alt, hvad der overhovedet kan fejres. Hele sommerperioden er der alle mulige arrangementer på torvet. Det, vi i gamle dage kaldte asfaltbal hjemme i Danmark, eksisterer i bedste velgående hernede for ikke at snakke om alle de religiøse højtider, der fylder meget i Italien. På den led er byen meget levende,« siger Freddy Hansen.

Og når Ceriana ikke kan opfylde aktivitetsbehovet, er strandene, golfbanerne og supermarkederne ikke langt væk.

»Der er kun 20-25 minutter ned til Middelhavet og alt turisthalløjet, og når vi så trænger til fred og ro, er det ualmindelig dejligt at tage op til landsbyen igen. Jeg har tidligere rejst rigtig meget rundt i verden, og jeg synes, at det er fantastisk, at vi kan have et sted, der er vores, og en landsby, som vi allerede nu føler en tilknytning til. Hvor det allerede nu er lidt som at komme hjem,« fortæller han.