PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER, BESKATNINGSRET, DOBBELTBESKATNINGSAFTALE, PENSION, MED, LØBENDE, UDBETALING

Tredobling af pensionsskat

Flag 29-06-07 ~Et minuts læsning · 196 ord

I dag bliver danskere, som flytter til Frankrig og får udbetalt deres pensionsopsparing, beskattet af Frankrig med 15-20 pct. Den skatteprocent risikerer at blive tredoblet til mellem 40 og 60 pct. på grund af den aktuelle skattestrid mellem Danmark og Frankrig.

Skatteminister Kristian Jensen (V) og et flertal i Folketinget truer med at opsige den såkaldte dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig. Aftalen giver i øjeblikket Frankrig ret til at beskatte de ratepensioner, som udbetales til danskere med fast bopæl i Frankrig.

I øjeblikket nyder danskere med bopæl i Frankrig godt af, at det franske skattevæsen beskatter udbetalingerne fra ratepensionerne med nænsom hånd. Men den tid vil altså være forbi, når det danske skattevæsen får fat. Som det ser ud i øjeblikket bliver det fra 1. januar 2009.

Ministeren garanterer dog over for Børsen, at de danskere, som er flyttet til Frankrig inden skæringsdatoen for de nye regler, vil blive fredet. Og skulle forhandlingerne med Frankrig gå så meget i hårdknude, at begge lande begynder at kræve skat af de samme danskeres ratepensioner, så lover Kristian Jensen også, at pensionisterne vil kunne trække deres franske skat fra i den skat, de skal betale til Danmark, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: