I juridisk terminologi sondrer man mellem begreberne «fysiske personer» overfor «moralske personer». Hvor førstnævnte bør være ligetil at forstå, er sidstnævnte andre end fysiske personer; typisk selskaber eller foreninger. Nærværende artikel handler kun om fysiske personer.

I alle landes skattesystemer er det skattemæssige domicil er vigtigt at fastslå.

Det skattemæssige hjemsted efter fransk ret

Efter fransk ret har en skatteborgers nationalitet umiddelbart ikke indflydelse på en fysisk persons skattemæssige hjemsted. Kriterierne, der bestemmer det skattemæssige hjemsted, fremgår af § 4 B i Den Generelle Franske Skattelovgivning (forkortet C.G.I.).

I henhold til denne paragraf betragtes en fysisk person som værende bosiddende i skattemæssig forstand i Frankrig, hvis vedkommende opfylder eet af følgende kriterier:

• hjem eller hovedopholdssted i Frankrig

• udøvelse i Frankrig af en erhvervsmæssig beskæftigelse, der ikke er et bierhverv

• centrum for de økonomiske interesser i Frankrig.

Det er tilstrækkeligt, at blot et enkelt af kriterierne er opfyldt for en fysisk person kan betragtes som havende skattemæssig bopæl i Frankrig. Med hensyn til ægtepar betragtes ægtefællernes situation som udgangspunkt separat. Der er således i princippet intet til hinder for, at een ægtefælle betragtes som bosiddende i skattemæssig forstand i Frankrig, mens den anden betragtes som ikke-bosiddende i skattemæssig forstand.

Hjem defineres som det sædvanlige opholdssted, der har en permanent eller på anden måde blivende karakter. Det er for så vidt uden betydning om een af ægtefællerne regelmæssigt opholder sig i udlandet af erhvervsmæssige årsager - hvis bare familien fortsætter med at bo i hjemmet. Familiemedlemmer er ægtefælle og hjemmeboende børn (umyndige, men også skolesøgende til en vis alder eller plejekrævende).

Hovedopholdssted i Frankrig.

I medfør af en cirkulæreskrivelse af 26. juli 1977 har de franske skattemyndigheder præciseret, at kriteriet for opholdssted er opfyldt, når en person har boet i Frankrig i mere end seks måneder (183 dage) i løbet af et år.

Udøvelse i Frankrig af en erhvervsmæssig beskæftigelse, der ikke er et bierhverv.

For en lønmodtagers vedkommende opfyldes dette kriterium, når vedkommende reelt og regelmæssigt udøver sin erhvervsmæssige beskæftigelse i Frankrig. For en ikke-lønmodtagers vedkommende bliver eksistens af fast opholdssted i Frankrig det afgørende kriterium.

Når en person udøver flere erhverv eller det samme erhverv i flere lande, vil de franske skattemyndigheder søge at definere skatteborgerens hovedbeskæftigelse. Det vil sige den beskæftigelse, som han eller hun bruger mest reel tid på, idet et støttekriterium for indkomststørrelse kun anvendes, hvis kriteriet om reel varighed ikke kan fastlåes tilstrækkeligt.

Centrum for de økonomiske interesser i Frankrig.

Det drejer sig om det sted, hvor en skatteborger foretager sine primære investeringer eller hvor hans eller hendes forretninger har deres naturlige udgangssted.

Bestemmelse af skattemæssigt hjemsted i relation til en international beskatningsaftale

OECD betegner en beskatningsaftale efter termen «bosiddende i skattemæssig forstand i en kontraherende stat»:

»… enhver person, der i kraft af en stats lovgivning, er skattepligtig i et land, på grund af hans bopæl, hans hjemsted, hans ledelseshjemsted eller ethvert andet kriterium af lignende art og anvendes også for dette lands politiske underopdelinger eller dets kommuner. Dog omfatter begrebet ikke personer, der kun er skattepligtige i en stat med hensyn til indtægter, hvis kilde er beliggende i denne stat eller hvis formue er beliggende på det sted.» (§ 4 stk. 1 OECD-model).

Når en fysisk person betragtes som bosiddende i skattemæssig forstand i to kontraherende lande, er det almindeligt at definere hjemsted med de nedenfor følgende kriterier.

De kriterier, der er nævnt i OECDs aftalemodel, er:

• Eksistensen i en stat af permanent bolig

• Centrum for livsinteresser

• Sædvanligt opholdssted

• Nationalitet

Bemærk, at det drejer sig om på hinanden følgende kriterier og altså ikke alternative kriterier.

Eksistensen i en stat af permanent bolig.

Det drejer sig om enhver form for bolig, uanset om skatteborgeren er ejer eller lejer. Kriteriet om boligens permanente karakter er selvsagt afgørende vigtig med henblik på anvendelsen af dette kriterium.

Det skal bemærkes, at det drejer sig om «et hjem» og ikke om «hjemmet», som det understreges i intern fransk ret. Sagt på en anden måde: Enhver bolig, som en person varigt råder over kan udgøre en permanent bolig.

Centrum for livsinteresser.

Hvis en fysisk person har permanent bolig i to kontraherende lande, skal man søge efter den fysiske persons vitale eller livsinteresser. Dette kriterium tager sociale og familiemæssige forhold i betragtning, men også kulturelle og politiske aktiviteter og endelig hjemstedet for vedkommendes forretninger.

Stedet for det sædvanlige opholdssted.

Hvis den fysiske person har centrum for sine livs interesser i to kontraherende lande, skal man søge at definere det «sædvanlige opholdssted». Ifølge OECDs skatteudvalgs kommentarer er det ikke de blot ophold, der gøres i hjemmet, men også alle andre steder indenfor samme stat, der tages i betragtning.

Nationalitet.

Hvis den fysiske person ikke opholder sig sædvanligt i nogen af de kontraherende stater, kan han eller hun betragtes som bosiddende i skattemæssig forstand i den stat, hvor statsborgerskabet er.

Danmark og Frankrig har indgået en dobbeltbeskatningsaftale (DBO) i 1957, og som fortsat er gældende. Nærværende artikel refererer ikke til denne aftale.