Tanken har strejfet de fleste. At droppe det faste job og rejse ud i verden. Sløjfe budget-kontoen, rutinerne, forudsigeligheden, og skabe sig et nyt liv i udlandet.

Gøre op med januar-sjap, jantelov og tyngende skatter og i stedet købe et hyggeligt hotel i Sydfrankrig eller blive iværksætter i en forstad til London.

I følge en undersøgelse fra Danica Pension drømmer hele 800.000 danskere om at bo i udlandet. Alligevel er det kun forholdsvis få, der tager springet og emigrerer. De fleste nøjes med drømmen eller måske en kortere udstationering.

I den danske koloni i Paris findes lidt af hvert. Tager man omegenskommunerne med, siger man, at der er 7.000 danske sjæle i den franske hovedstad. Mange er unge; au-pairs og studerende. Andre sendt ud af Novo, Nilfisk eller IBM på åremåls-kontrakter. Og så er der den hårde kerne af fastboende. Blandt dem, en overvægt af danske kvinder, som er blevet gift med franskmænd. Men også mennesker, der – uden at være tvunget af kærlighed – bevidst valgte at forlade Kolding, København eller Nørre Sundby for at skabe sig en ny – og anderledes – tilværelse i Paris.

Alt for Damerne har besøgt tre kvinder, som forlod henholdsvis karrierejob, grevindetitel, ægteskab og og en masse faste normer. Samt den danske psykolog i Paris, der møder bagsiden af udflytningen i sin praksis.

Birgitte Bourgois

Som helt ung var hun gift med en greve og boede på en herregård i Jylland. Men drømmen om at synge opera i Paris var stærkere end både ægteskabet, familien og godsregnskaberne. I dag er Birgitte Bourgois fransk gift, har fast opera-agent – og friheden til at gå over for rødt.

Der har været måneder, hvor Birgitte Bourgois ikke anede, hvordan hun skulle skaffe til huslejen. Det var dengang, de første år efter, at hun var kommet til Paris, og hvor sangen endnu ikke kunne indbringe et levebrød.

Alligevel var hun fuld af mod, og ikke mange andre ville ane, at hun i virkeligheden levede på en sten. For Birgitte Bourgois er en af den slags kvinder, som altid formår at ligne en million for en halvtredser, og som med et sjældent fighter-instinkt forstår at vælge sin tilværelse og være glad for den.

I flere år boede hun i en ganske lille lejlighed. Ved Grand Palais klos op ad Champs-Elysées og med en fabelagtig udsigt over Seinen. Et minimalt formiddags sekretærjob dækkede udgifterne, og resten af tiden brugte Birgitte Bourgois på at synge. Hele tiden, altid, opsøgte hun nye kontakter, fik internationale sanglærere, gik til auditioner, og kæmpede sig stålsat frem mod det ene mål: At blive en god operasangerinde.

«Jeg havde virkelig ingen penge i begyndelsen. Men det generede mig nu ikke. For min ambition var stærk. Og ikke på noget tidspunkt har jeg nogensinde overvejet at give op og rejse hjem igen.»

Birgitte Bourgois smiler. Det blændende, dejlige smil, som hun altid er leveringsdygtig i. Også på en lortedag. Også når tingene tilter. En vidunderlig evne til at overleve – og more sig imens – som måske er den vigtigste grund til, at hun er lykkedes som immigrant og sangerinde i en ny – og ikke altid lige imødekommende – kultur.

At finde sig selv

Det stod ellers ikke skrevet nogen steder, at Birgitte Bourgois en dag skulle blive næsten fuldblods Pariser. Som student fra Herlufsholm Kostskole og datter af en folketingsmand var hun født ind i de bedre danske cirkler. Hendes glade væsen gjorde hende naturligt populær, og hun fulgte den udstukne succes-tilværelse. Blev cand. polit fra Københavns Universitet og gift med ungdomskæresten, der var greve og godsejer i Jylland.

I syv år passede hun godsregnskaber og renoverede forvalterbolig. Men noget skurede, noget i hende ville ud. Igen og igen rejste hun Salzburg for at synge, og langsomt voksede drømmen om at blive operasangerinde og leve af stemmen, en ren, klar sopran.

«Min mand stillede mig et ultimatum. Han ville have familie, hvilket selvfølgelig var helt naturligt. Men jeg var bare overhovedet ikke moden til at få børn. Så jeg tog min kuffert og rejste til Paris. Egentlig uden de store overvejelser.»

Birgitte Bourgois sidder på en café og spiser hindbærtærte. Øjnene nærmest azurblå, fulde af liv. Sådan et livsdueligt væsen, der altid oplever en hel masse, bare hun går hen ad gaden.

«Jeg kunne også være taget til Østrig. Men Paris passede mig bedst. Her en livsstil, som jeg er helt vild med. Et anarki, der passer mig lumsk godt.

I Frankrig er der regler, og så er der alt det, man gør for at undgå reglerne. Alle franskmænd, også politiet, går over for rødt, når der ikke er biler.»

Birgitte Bourgois taler hurtigt og meget. Men når man spørger hende, hvad det var hun forlod, giver hun sig tid til eftertanken. For blandt danskerne i Paris er det velkendt, at mange ikke kun rejser ud til noget nyt og spændende, men også væk fra noget derhjemme.

«Jeg tror egentlig altid, at jeg har villet ud. Lige siden jeg var fem år, kan jeg huske, at jeg har haft den dér udlængsel. Ikke fordi jeg ikke kunne lide Danmark, men fordi jeg følte mig sat i bås. Som om, jeg ikke kunne være den, jeg var.»

Diva med børn

I dag er Birgitte Bourgois gift med Christophe og har to små børn, Oskar og Josephine. De bor i et formidabelt byhus i en privat gade i Paris’ 17. arrondissement, med brosten, stokroser og gamle frugttræer.

Birgitte Bourgois har en fast opera-agent og giver jævnligt koncerter i Paris. Men en stor del af tiden underviser hun i sang og stemmetræning hjemme ved flygelet, blandt andre skuespillere, advokater, og psykologer, der trænger til at få spændt stemmen op og iltet kroppen ved en ordentlig arie.

«Jeg tror, det er H.C. Andersen, der har sagt, at man skal rejse ud for at rejse hjem. Og det passer på mig. Jeg føler, at min personlighed har fået luft til at træde frem i Frankrig. «

Birgitte Bourgois erkender, at hun – inderst inde – stadig drømmer om at blive en rendyrket diva, der rejser verden rundt på turnéer.

«Men det er jo blevet mere kompliceret af, at jeg har fået børn. Jeg kan ikke bare længere gøre, som det passer mig; jeg må forsøge at integrere enspænderen. I dag er det min ambition at synge på et godt niveau.»

Har du stadig udlængsel?

«Nej, den dag jeg kom til Paris for 11 år siden, følte jeg for første gang, at jeg ikke længere havde brug for at rejse nogen steder hen. For mig har Paris været mødet med de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt.»

Vi passer bedre til Frankrig

En medicinsk karriere blev sat på stand-by og Birgit Lilienfeldt valgte bevidst at blive fuldtids mor, da hun og hendes mand emigrerede til Frankrig. For Birgit Lilienfeldt vil selv præge sine børn. De skal ikke parkeres i tilfældige pasningsordninger.

Det er sådan med Birgit Schjoldager Lilienfeldt. Man kommer til hende for at snakke om udlængsel , og pludselig er man fordybet i en samtale om fødsler og integrationspolitik, uopdragne nabounger og hormon-receptorer. Fordi hun i den grad er et vidende og nysgerrigt menneske, der tænder på verdens gang.

Hun har lige afleveret tre børn i den internationale skole og hjembragt friske croissanter fra bageren henne i landsbyen.

Engang, for bare syv år siden, var hun afdelingslæge på Hvidovre Hospitals fødeafdeling. En erfaren gynækolog og kirurg. Dr. med. med en strømlinet karriere. Nu er hun hjemmegående i et 350 år gammel manoir vest for Paris. Udvandret med sin mand, Sigurd. Og vist nok – er hun ret sikker på – ikke til sinds at komme hjem igen.

«Det har simpelthen været det bedste for os. Sådan som vores familie er skruet sammen, må jeg konkludere, at vi intet har tabt, kun vundet.»

Samtidig med udflytningen valgte Birgit Lilienfeldt at sætte karrieren på stand-by og selv passe sine børn.

«Jeg har altid været meget bevidst om at dele mit liv op i faser, og da vi rejste herned for seks år siden, var jeg i familiefasen. Vi havde lige fået tvillinger, og jeg vidste, at jeg aldrig nogensinde igen ville aflevere et lille barn i tilfældiges varetægt. Det havde jeg prøvet, da vi fik vores første barn, David, og jeg havde svoret, at det aldrig skulle ske igen. Jeg vil selv præge mine børn.»

En gammel overlæge sagde engang til Birgit Lilienfeldt, at hun altid valgte det modsatte af dét, han ville have gættet på. Det modsatte af det gængse. Og efterhånden som man lærer hende at kende, tror man på ham. For Birgit Lilienfeldt er i den grad bevidst om sine livsvalg og fløjtende ligeglad med, hvad andre måtte mene om hendes dispositioner. At hun har fået en lang medicinsk uddannelse, har forsket fire år på den ansete amerikanske Mayo-klinik og formentlig med lethed kunne være blevet overlæge hjemme i Danmark, er i hendes univers ikke noget argument for at fortsætte den udstukne vej. Nu er hun frivillig fundraiser for den internationale skole, om fredagen madmor for halvdelen af første klasse og i øvrigt vildt engageret i samfundet omkring sig.

«Jeg synes, der er så mange børn, der er helt vildledte og fortabte, og det ønsker jeg ikke for mine egne børn. Jeg præger dem helt bevidst – og stærkt. For det er da sørgeligt at se alle de forvirrede unge, som har levet en barndom fuld af tilfældigheder og manglende voksenkontakt.»

Vi nærmer os et kernepunkt. For måske ville det i Danmark slet ikke være muligt at leve det familieliv, som Birgit og Sigurd har valgt. I et land, hvor langt de fleste børn kommer i institution og hvor der ses skævt til hjemmegående husmødre.

«Ved at flytte ud har vi kunnet kombinere det bedste fra de to kulturer. For vi undsiger os jo ikke Danmark. Vi er stadig danskere, og vores børn har stadig dansk i skolen. Vi har bare tilføjet en ekstra – mere international dimension – til vores liv.»

Birgit og Sigurd Lilienfeldts tre børn, David, Rachel og Noah, går på Lycée International, der er kendt som en af Frankrigs bedste skoler, men også benhård.

«Det er rigtigt, at den er krævende. I det hele taget arbejder franske børn hårdt i skolen, og de bliver tester hele tiden. Men de bliver også dygtige af det, og som modvægt har de dejligt lange ferier, hvor de kan slappe af.

I det hele taget synes jeg, at franskmændene er gode til dele deres liv op. De skelner meget præcist mellem arbejde og fritid, men tager begge dele alvorligt. Forstået på den måde, at arbejdet passes til fulde og fritiden nydes til fulde. Det er en livsstil, der passer mig godt, og jeg føler, at vi – ved at flytte til Frankrig – har åbnet vores børns øjne for, at der findes forskellige veje i livet.»

På bordet ligger en bog om bioteknologi, som Sigurd lige har købt til hende. For, ja, måske er næste fase på vej. Birgit overvejer at genoptage forskningen.

«Tvillingerne er seks år nu og godt indskolede. Og jeg indrømmer, jeg savner mine forskerdage, hvor jeg havde tid til at intellektualisere.»

Men i Danmark bliver det næppe. For selv om Birgit Lilienfeldt elsker at komme hjem på ferie, så foretrækker hun, som hun selv siger, at bo i et land uden ventelister på hospitalerne, og hvor skraldemændene kommer hver dag og tager alting med et smil.

«Der er så meget skønt i Danmark, men for vores familie har det været perfekt at flytte ud. Og det er jo ikke fordi, vi har valgt Danmark fra. For tidsmæssigt bor vi ikke længere væk fra vores familie og venner i København end hvis vi boede i Ålborg. Og vi læser stadig danske aviser og tager til Danmark, når vi vil.»

Hverken rigtig dansk eller rigtig fransk

Martine Gram Barbry er med egne ord et partyhoved, der søgte ud i verden for at finde fest. Og som endte med at finde sig selv, roen og manden i Paris. Men først efter at have været funktionær i EU og ulykkelig sælger af møbelstoffer.

Hun er vel, hvad man ville kalde et rigtigt barn af 70’erne. I en sammenbragt familie med – vist – ret vide rammer. Måske også derfor blev hendes mor – DR-journalist Barbara Gram – heller ikke specielt chokeret, da Martine pludselig i 2. G kom og meddelte, at hun havde meldt sig ud af gymnasiet. Ud fra den simple kalkule, at hun havde festet for meget og læst for lidt til overhovedet at kunne bestå eksamen.

«Min mor sagde bare, at i stedet for at sidde et år som kassedame i Kvickly skulle jeg hellere rejse ud, og det gjorde jeg.»

Martine Gram ler. Sidder med lille Louis i armene. Det dér super charming smil og en finurlig, mixet udstråling af mild ynde og medfødt power.

I flere år zappede hun mellem København, Aix-en-Provence, Gentofte, Toulon og London. Arbejdede på caféer, som bartender eller piccoline, før hun med ét besluttede sig for en uddannelse og tog en bachelor i erhvervssprog fra Handelshøjskolen i København.

«Jeg tror egentlig, jeg rejste ud for at finde ud af, hvem jeg var. Da jeg var helt ung havde jeg en masse komplekser, og hjemme i Danmark gik jeg meget op i alle de dér parametre med, hvem der var populær. Men i udlandet oplevede jeg en frihed. At folk kunne lide mig, selv om jeg måske ikke var den dygtigste til biologi.»

Martine Barbry er med egne ord sådan en happy-go-lucky type, der kan sidde på en bar og få tilbudt et godt job. Så selvfølgelig scorede hun også praktikantstillingen hos de danske socialdemokrater I EU-parlamentet, da den blev slået op i 1997. Og få måneder senere blev hun forfremmet til administrativ leder af sekretariatet.

«Jeg var i Bruxelles i to år, og det var smadder sjovt. Vi arbejdede hårdt, og festede fem dage om ugen; den fik alt, hvad den kunne trække.

Men inde i mig selv vidste jeg godt, at jeg ikke kunne blive. Jeg var bange for at ende som en af de dér 40-årige, der stadig dansede på bordene. Og derfor søgte jeg et tilfældigt job, jeg havde set, som sælger for et tekstilfirma i Paris.»

Martine Barbry erkender, at det var en tung beslutning at tage. Fordi hun elskede livet i Bruxelles, og fordi socialdemokraterne tilbød hende en fornyet kontrakt på fem år. Plus selvfølgelig, det faktum, at hun regulært ikke kendte et øje i Paris.

«Men jeg måtte væk. For jeg var træt helt ind til benet af al den fest.»

Forkælede danskere

Det blev en hård start i Paris. Ja, faktisk «en sorg», siger Martine.

«Jeg kom fra et rimelig vigtigt job i Bruxelles, og så skulle jeg pludselig ud skrabe på døren som sælger. Det var hamrende hårdt og nok den mest ulykkelige periode i mit liv. For jeg kunne slet ikke identificere mig med sælgerjobbet.»

At hun alligevel blev, skyldes formentlig ene og alene det tilfælde, at hun mødte Aurelien. Samme dag, som hun havde mistet retningssansen og sad i sin firmabil og tudede på ringvejen i Paris’ udkant over ikke at kunne finde en bestemt adresse, traf hun – via arbejdet – en ung arkitekt fra den franske stjerne Jean Nouvels tegnestue.

«Det blev den bedste date nogensinde. Vi snakkede hele natten, og vi har været sammen lige siden.»

I dag er Martine gift med sin franskmand og har to børn, rødhårede Ella på fem år og lille Louis. Sælgerjobbet er skiftet ud med den danske ambassade, hvor Martine er sekretær for OECD-ambassadøren. Privat bor hun i Paris’ 11. arrondissement, og set udefra virker hun fast forankret. Udflyttet af Danmark på 9. år.

«Men jeg er stadig meget hjemme i Danmark, og vi flirter da også en gang imellem med tanken om at flytte til København. Måske fordi det virker så endegyldigt, hvis man én gang for alle beslutter, at vi skal blive i Paris. Og så fordi, jeg har den dér idé om, at det er nemmere at have børn i Danmark.»

I følge Martine Barbry har danske forældre kronede forhold – uden at vide det.

«Alting er så nemt i Danmark, og danskerne er superforkælede. Derfor kan jeg heller ikke holde ud at høre på de dér danske kvinder, der brokker sig over, at de først kan hente børn i børnehaven klokken 15. De skulle bare prøve, hvordan det er i Frankrig, hvor man må kæmpe for at have to timer med sine børn om aftenen. Når jeg går fra arbejde, kan jeg lige nå at hente Ella klokken kvart i seks. Og det er endda tidligt i Frankrig,» siger Martine, der for tiden er på barselsorlov.

«Og så ville jeg nok have svært ved den danske intolerance. Jeg synes, danskerne er blevet så stejle. Sidst jeg var hjemme stoppede jeg op på fortovet med min barnevogn; så flippede folk helt ud over, at jeg fyldte det hele. Og på biblioteket blev de nærmest ubehagelige, da den var ét minut over lukketid.

Jeg ved ikke, om det altid har været sådan, eller om man bare lægger mærke til det, fordi man er ude. Efter mange år bliver man sådan en slags alien, hvor man hverken er rigtig dansk eller rigtig fransk.»