I medfør af § 102 i Den Franske Civillovbog er en fast bopæl med hensyn til udøvelsen af borgerrettigheder og -pligter det sted, hvor man er domicileret.

Legalt set kan man kun have en fast bopæl. Bopælen er stedet for ens hovedinteresser. Det er bl. a. det sted, hvor man betaler sin skat, står på valgliste, og hvor man sædvanligvis også modtager sin post. Bopælen defineres derfor som det sted, hvor vedkommende har valgt at have et ”sædvanligt centrum for sine interesser” og naturligvis skal det være af stabil karakter. Der er blevet afsagt en nyere højesteretsafgørelse herom (Cass 1er civ 14 décembre 2005).

Et bopælscertifikat indhentet på det lokale rådhus beviser bopælen. Ved fremlæggelse af dette dokument har man som sådan dokumenteret sin bopæl. Bevisbyrden for, at oplysningerne i et dette dokument ikke måtte være korrekte påhviler da også den, der påstår andet.

Men - spørgsmålet om, hvor en person har sin bopæl, er først og fremmest et faktisk spørgsmål.

I begyndelsen af den anførte dom oplyses det, at retten ikke kunne formode en opgivet adresse også var den reelle bopæl. Dog kan retten forholde en person det faktum, at vedkommende selv har bosat sig på et givent sted i forskellige processkrifter.

Materielle eller følelsesmæssige bånd til en kommune kan ikke tages i betragtning. Det er kun den reelle bopæl, der skal tages i betragtning. Med hensyn til den handelsmæssige adresse for at afgøre stedet for en virksomheds hovedvirke, skal man selvfølgelig ikke søge efter bopælen i boligmæssig forstand, men det sted, hvor den vigtigste erhvervsmæssige beskæftigelse udøves, og såfremt der er flere kommercielle virksomheder, der fx. tilhører en samme person, er det den adresse, der er rummer hovedvirksomheden.

Retten kan ved pådømmelse af sagens realitet uindskrænket bedømme de elementer, der forelægges retten. Således kan den skønne, at den sekundære bopæl af kommerciel karakter ikke længere har den oprindelige karakter på grund af ophør af drift. For juridiske personer er bopælen som udgangspunkt det hjemsted, der er fastsat af vedtægterne. I tilfælde af flytning af hjemstedet før dato for udtagelse af stævning, er det domstolen ved det nye hjemsted, sagen skal indbringes for.

I henhold til § 103 i Den Franske Civillovbog foretages ændring af bopæl ved det faktum, at man reelt flytter til et andet sted, eller hvis man har til hensigt at flytte sit domicil til et nyt sted. Og også her er det retten under pådømmelse af sagens realitet, der uindskrænket bedømmer de kendsgerninger, der udgør de objektive forhold for ændring af bopælen. Bopælen bevares så længe vedkommende ikke har eller har haft til hensigt at skifte adresse. Men ved hensigt alene om at skifte bopæl anerkendes ikke flytning, hvis den ikke følges af et reelt boligskift.

I tilfælde af erklæring om ændring af bopæl, der er blevet underskrevet udelukkende på det rådhus, hvor man hævder at have bopæl - uden at der rent faktisk er blevet udfærdiget en erklæring på rådhuset i den by, man forlod, kan retten beslutte sig for, at ændringen af bopælen ikke er sket. For i henhold til §104 i Den Franske Civillovbog påhviler beviset for hensigten af en adresseerklæring, der både stiles til den kommune man forlader samt til den, hvortil man er flyttet til, naturligvis adresseanmelderen. Beviset for reel beboelse beror på omstændigheder som retten suverænt selv bedømmer.

Omstændighederne skal på een gang være udtryk for, at man helt og holdent opgiver den forrige bopæl, og at man tager adresse på den nye bopæl. I tilfælde af en udenlandsk statsborger, der bosætter sig i Frankrig, og som derfor ikke længere har bopæl i udlandet, medfører dette nødvendigvis krav til bevis for domicilering i Frankrig.

Begrebet fast bopæl er meget vigtigt, både af skattemæssige hensyn, men også med hensyn til vedkommendes valgret og andre rettigheder.