Den 1-1-2009 har Danmark og Frankrig ikke længere nogen dobbeltbeskatningsaftale, fordi Danmark opsagde den for cirka et år siden. Det betyder i princippet, at danskere i Frankrig fra begyndelsen af 2009 bliver skattepligtige i to lande.
Den danske stat har ganske vist erklæret, at danskere, som betaler skat til Frankrig, vil få fratrukket deres franske skat, hvis de også skal betale skat til Danmark. Men det opvejer ikke ulemperne, og i visse situationer kan modregningen slet ikke anvendes. Danskere i Frankrig vil komme ud for egentlig dobbeltbeskatning i mange tilffælde, påpeger advokat Bertil Jacobi fra Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.
Et eksempel er danskere, som lejer deres franske bolig ud. De vil fra nytår komme til at betale skat i begge lande, uanset hvornår de har købt den pågældende bolig. Dermed bliver danskere reelt straffet for at udleje boliger i Frankrig, og det er en krænkelse af EU’s grundprincipper om fri etablering og fri bevægelighed for kapital, mener Bertil Jacobi ifølge artiklen.