Siden 2006, hvor militæret overtog kontrollen af Fijis politi og retssystem, har Amnesty International registreret et stort antal tilfælde af tortur, vold og overfald begået af landets sikkerhedsstyrker.
Bl.a. er flere mennesker blevet banket bevidstløse, bortført, brændt og efterladt i grøfter. I et enkelt tilfælde måtte en mand have sit ben amputeret efter en voldsom anholdelse, hvor politiet brækkede hans ben flere steder.
Fiji har ellers slået sig op som tropeparadis, og næsten 700.000 turister besøger hvert år øerne på den anden side af jordkloden. Men kommende turister på øerne bør ifølge Amnesty International tænke sig godt om, inden de tager afsted.
Politiet og militæret ignorerer konsekvent den internationale modvilje over for disse hændelser, fortæller Kate Schuetze fra Amnesty Internationals Pacific til News.com.au.
Frank Bainimarama, Fijis premierminister, indrømmer, at volden finder sted. Alligevel støtter han sine sikkerhedsstyrker. De gør blot deres pligt for at sikre landets sikkerhed, siger han ifølge artiklen.