BOLIG, SKATTER, AFGIFTER, BESKATNINGSRET, DOBBELTBESKATNINGSAFTALE

Dobbeltbeskatning af boliger i udlandet

Flag 30-01-08 ~3 minutters læsning · 441 ord

Danskere kan bruge deres penge på ferie, flad-skærme og fajance - uden at det beskattes løbende ("kun" af verdens højeste moms). Og det manglede da også bare andet. Men er de så uforsigtige at købe en bolig i udlandet - ja, endda tusindvis af kilometer fra den danske landegrænse, skal der svares skat til Danmark, så længe man lever. Det virker fuldstændig absurd, og mon det er muligt at finde ret mange andre lande - måske bortset fra de nordiske - hvor staten presser penge ud af boligejere på denne måde.

Det var vel kun rimeligt, at danskere - og alle andre - kunne nøjes med at betale ejendomsskat efter reglerne i det land, som lægger jord til den pågældende ejendom. Men denne logik er tilsyneladende alt for enkel og ligefrem til at passe ind i det danske skattesystem.

Med en dom fra EF-domstolen den 17-1-08 rokker ved denne dobbeltbeskatning. Dommen betyder ifølge Arne Møllin Ottosen, partner i advokatfirmaet Kromann Reumert, at det danske skattevæsen sandsynligvis bliver nødt til at betale ejendomsværdiskatterne for de danske boliger i udlandet tilbage for de seneste fem år

Den aktuelle dom rokker - lige som afgørelsen om fradrag for pensionsopsparing hos selskaber i udlandet i begyndelsen af 2007 - ved den logik, som hersker i et af verdens mest nidkære skattesystemer - nemlig det danske. Med dommen er der vundet et slag for pengenes fri bevægelighed inden for EU vundet, men vejen til den endelige sejr er fortsat både lang og stenet.

Skatteminister Kristian Jensen truede i efteråret 2007 med at opsige dobbeltbeskatningsaftalerne med Frankrig og Spanien for at skaffe flere skatteindtægter. Og den aktuelle EU-dom kan naturligvis ramme Skat på tegnebogen. Derfor er det nok for meget at håbe på, at skatteminister Kristian Jensen vil smide alt, hvad han har i hænderne for at følge den ånd af globalisering, som EF-domstolsafgørelsen også er udtryk for.

Men måske behøver skatteministeren og de øvrige danske politikere blot lidt «hjælp».

Danske boligejere i Danmark har i årtier været organiseret i grundejerforeninger. Nu må tiden være kommet til, at danskere med bolig i udlandet "forener Eder", som gamle Marx ville have sagt. En sådan forening kunne gøre et nyttigt stykke arbejde med til at holde fast i den ene ende, mens skatteministeren og de øvrige politikere slår sig i EU-tøjret.

Udvandrerne.dk blev grundlagt i 2002 for at understøtte danskere med udlængsel, så den danske beskatning af ejendom i udlandet er en hjertesag. Derfor stiller Udvandrerne.dk selvfølgelig gratis serverplads og en afdeling af sit websted til rådighed for de folk, som kunne tænke sig at starte en sådan forening.

Giv dit besyv med i det nye debat-forum om Ejendomsskat ejendomsværdiskat.

Skribentmail: