BOLIG, SKATTER, AFGIFTER, BESKATNINGSRET, BOPÆL, FERIEBOLIGER

Mellemferie giver ret til dobbelt ferie i Danmark

Flag 09-10-12 ~2 minutters læsning · 301 ord

Der bor 24.000 udlandsdanskere i Frankrig og Spanien, og af dem har 12.000 et sommerhus eller en lejlighed uden bopælspligt i Danmark, lyder vurderingen fra statsaut. revisor Ib Kristensen.

De 12.000 udlandsdanskere - og udlandsdanskere i andre lande med dansk sommerhus - har fået fordoblet den periode, som de må have lov at bo i deres danske feriebolig, uden at de bliver skattepligtige i Danmark.

Tidligere har grænsen været, at udlandsdanskerne højst må opholde sig tre måneder i træk i deres danske sommerhus, og at de ikke må have boet i sommerhuset sammenlagt mere end 180 dage i løbet af den seneste 12 måneders periode.

Men en ny afgørelse fra Skatterådet åbner nu for, at de tre måneder kan forlænges med tre måneder mere, hvis der blot ligger en mindre ferie på f.eks. 1 eller 2 uger i Sverige midt mellem de to tre måneders perioder.

Du skal dog kunne dokumentere den mellemliggende miniferie godt og grundigt, hvis du vil være sikker på retten til forlængelse på endnu tre måneder. F.eks. går det ikke at lade mobilen blive liggende i de danske sommerhus, mens du holder miniferie.

Sørg endelig for at snakke i din mobil på miniferien. Husk også at bruge dit kreditkort, og gem også så mange kvitteringer som muligt fra miniferien, lyder rådet fra Torben Bagge, der er skatteadvokat hos Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.

Kravet om en mellemliggende ferie på 1-2 ugers varighed stammer fra en konkret afgørelse i Skatterådet. Dermed ved vi endnu ikke præcist, hvor kort den mellemliggende ferie kan være, før der indtræder skattepligt til Danmark. Desuden rokker afgørelsen ikke ved reglen om, at udlandsdanskere højst må bo i deres danske sommerhus i 180 dage det seneste år, hvis de vil undgå at betale skat til Danmark, understreger Jesper Demming, tax director hos Deloitte, ifølge artiklen.

Skribentmail: