Jeg går ud fra, at du hovedaktionær i ejendomsselskabet. Når du som hovedaktionær får stillet fri bil, fri sommerbolig, fri lystbåd eller fri helårsbolig til rådighed af dit selskab, lønbeskattes du af værdien af godet fratrukket eventuelt sparet privatforbrug. Beskatningen sker som personlig indkomst og tillægges AM-bidrag.
Beregningsgrundlaget for beskatningen af den fri helårsbolig beregnes årligt som 6 pct. af lejlighedens værdi op til 3.040.000 kr. og 8 pct. af værdien derover. Lejlighedens værdi beregnes normalt ud fra den offentlige ejendomsværdi. Hvis ikke lejligheden er udlejet til andre i løbet af året, vil jeg anse det for sandsynligt, at du vil blive beskattet af fri bolig for hele året, da det ikke er din brug af lejligheden men rådigheden over lejligheden, der beskattes. For en lejlighed med en værdi på 5 mill. kr. vil beskatningsgrundlaget være 339.200 kr., som hvert år beskattes som personlig indkomst.
Da det gode, som lejligheden udgør, beskattes som løn fra ejendomsselskabet i Danmark, er der tale om begrænset skattepligt til Danmark heraf. Udgangspunktet i den dansk/ cypriotiske dobbeltbeskatningsaftale fra 1981 er, at lønindkomsten i den situation kan beskattes i begge lande. Du er derfor nødt til at regne på, om det kan svare sig for dig, at lade selskabet stille lejligheden til din rådighed. Køb af lejlighed eller leje vil alt efter omstændighederne kunne vise sig at være mere fordelagtigt.
Med venlig hilsen
Martin Bekker Henrichsen
Advokat (H), LL.M. & HD(f)