VIRKSOMHED, GENERELT, VIRKSOMHEDSETABLERING

Det er helt idiotisk at starte ud på det danske marked

Flag ARTIKEL 18-08-13 ~4 minutters læsning · 791 ord

Danske Steffen Daleng har ikke ét sekund fortrudt, at han sidste år førte drømmen om en ny smykkevirksomhed ud i livet. Han har heller aldrig fortrudt, at han valgte Indonesien som basen, hvorfra smykkevirksomheden efter planen skal vokse sig stor og med tiden brede sig til både USA og Europa.

Både erhvervsorganisationerne og flere andre eksperter fremhæver, at tendensen kan betyde, at vi går glip af potentielle danske arbejdspladser, eksportkroner og vækst.

Smykkevirksomheden, der sælger guldsmykker og organiske træsmykker, har i dag 11 ansatte. Men den succesfulde start ville ifølge Steffen Daleng ikke have kunnet lade sig gøre i Danmark. Udfordringerne for iværksættere er simpelthen for store, mener han.

»Den danske lovgivning og de danske skattemyndigheder har nogle fuldstændigt tossede regler, som ikke tilgodeser eventuelle faldgruber, der kan være i forskellige forretninger,« siger Steffen Daleng via en skrattende Skype-forbindelse.

»Det er umuligt at komme ud med skindet på næsen, hvis du som erhvervsdrivende går konkurs i Danmark. Det er for dyrt at begå fejl derhjemme, og fejl er ikke nødvendigvis nogen, du selv begår. Samtidig får man mere for pengene i udlandet, mens skatten og lønningerne er lavere,« tilføjer han.

Steffen Daleng er blot en af mange danske iværksættere, der vælger i første omgang at se bort fra Danmark, når de fører deres ideer ud i livet. Både Erhvervsstyrelsen og flere danske erhvervsorganisationer fortæller, at de tydeligt mærker en tendens til, at stadig flere danskere satser på at etablere virksomhed direkte i udlandet.

»Vi har en fornemmelse af, at flere danskere starter virksomheder i udlandet i stedet for i Danmark. Og vi kan faktisk se, at Danmark ikke har det samme antal vækstvirksomheder som mange andre lande, vi sammenligner os med,« siger leder af Erhvervsstyrelsens analyseteam, Andreas Blohm Graversen.

Ifølge Erhvervsstyrelsen findes der ingen konkrete tal for danske iværksættere, der dropper Danmark og starter virksomhed i udlandet. Derfor vil styrelsen nu igangsætte en større undersøgelse, som skal klargøre, hvor mange iværksættere det drejer sig om.

Den stigende tendens til at springe Danmark over bliver bekræftet af både Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv. International rådgiver i DI, Michael Viberg, fortæller, at organisationen får stadig flere henvendelser fra danskere, som ønsker at starte virksomhed i udlandet.

I Dansk Erhverv kalder marketingdirektør Søren Friis Larsen tendensen for »meget bekymrende«.

»Vi bliver generelt mere globaliseret, og det er både en god og dårlig ting. Det er fint nok, at man har danskere, som orienterer sig internationalt. Men det er ærgerligt, at de ikke kan få udfyldt de her ambitioner herhjemme,« siger han.

Går glip af job og vækst

Professor og institutleder på Institut for Strategi og Globalisering på CBS, Nicolai J. Foss, understreger, at han ikke selv har undersøgt tendensen, men »der er grund til at være bekymret i det omfang, at man går glip af en vækstmotor«.

»Iværksætteri betyder, at nye produkter, organisationsformer og ideer bliver smidt ind i økonomien. Hvis et stort antal iværksættere vælger at springe Danmark over og i stedet starte op i udlandet, er det bekymrende for produktiviteten og væksten i Danmark,« siger Nicolai J. Foss.

I Erhvervsstyrelsen fremhæver vicedirektør Anders Hoffmann, at interessen for at søge mod udlandet kan have to modsatrettede konsekvenser. På den ene side kan det være en fordel, at flere iværksættere får input og inspiration udefra. Mange vender nemlig senere tilbage og påbegynder nye virksomheder i Danmark, ligesom en del af de succesrige udlandsdanskere har hjulpet andre danske iværksættere.

På den anden side er det problematisk, hvis mange nye og innovative virksomheder, der kunne have skabt arbejdspladser i Danmark, bliver placeret i andre lande.

»Det er naturligvis bekymrende, hvis det ikke er Danmark, der nyder gavn af de succesrige danske iværksættere. Det kan være problematisk at miste mange talenter inden for iværksættere til andre lande. Så der er både positive og negative konsekvenser af tendensen,« siger Anders Hoffmann.

Idiotisk at starte i Danmark

Iværksætter Martin Thorborg, der stiftede hjemmesiden Jubii, genkender tendensen til at søge væk fra Danmark. Han er dagligt i kontakt med danske iværksættere via sin egen iværksætterhjemmeside Amino og kan godt forstå, hvis mange hellere vil starte virksomhed i udlandet.

»Det er helt idiotisk at starte ud på det danske marked, hvis man vil tjene penge. I dag er afstand fuldstændig irrelevant. Hvorfor ikke træde ind på et andet marked i udlandet, hvor konkurrencen er mindre,« spørger Martin Thorborg.

Han opfordrer Danmark til at efterligne Brasilien med at tilbyde gunstige forhold til nye iværksættere, der gerne vil starte virksomhed i landet. En slags forskerordning for iværksættere, formulerer han det.

»Når du vil starte virksomhed i Brasilien, bliver du modtaget med kys på kinden og en stor bunke penge. Sådan er det langt fra i Danmark,« siger Martin Thorborg.

Det er endnu uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens analyse af iværksætterne i udlandet bliver færdig.