Mange viser stor interesse for pensionsopsparingen i Danmark.
Det er ikke så mærkeligt, når man gør sig klart, at den samlede, opsparede pensionsformue i øjeblikket udgør ca. 2.500 mia. kr. Det er så stort et tal, at man næppe kan fatte det.
Lad os foretage et tankeeksperiment og regne med, at hvis vi er ca. fem millioner beboere i Danmark, så vil hver borger have en pensionsformue på ca. 500.000 kr. Et pensionistægtepar vil kunne disponere over ca. en mio. kr. Fornuftigt investeret vil beløbet kunne give et årligt afkast over 20 år på ca. 80.000 kr.
Et pænt tilskud til folkepensionen. Men det var kun et tankeeksperiment.
En klatskilling tilbage
Sådan vil det med garanti ikke komme til at gå: Staten, banker, forsikringsinstitutioner m.fl. slås om at skrabe så meget af pensionsformuen til sig som muligt, før en klatskilling bliver stillet til rådighed for pensionisterne.
Konfiskeringen sker i form af skatter, afgifter, renter, gebyrer, administration og overflødig velfærd til de forkerte personer.
Hvis du søger rådgivning i din bank eller dit forsikringsselskab, vil du få at vide, at det bedst kan betale sig at lade banken forvalte f.eks. din kapitalpension længst muligt.
Alternativt rådes du til at købe et af bankens produkter, f.eks en livrente.
Tænk dig godt om. Var det det, der var ideen med din pensionsopsparing?
Krydstogt eller en bil?
Jeg kender adskillige fornuftige pensionister, der har bedt om at få deres pensionsopsparing udbetalt så hurtigt som muligt.
De har så brugt den til at købe den nye bil, som de har drømt om. Eller de har købt et sommerhus eller en lejlighed i udlandet. Måske er de taget på et krydstogt med familien i Middelhavet eller Caraibien.
Det er der mere livskvalitet i, end at få en årlig udskrift fra banken, der viser, at du har fået en elendig forrentning af dine penge.
Måske hører du til den forsigtige type, der selv vælger at investere dine penge.
Du vil hurtigt opdage, at det får du mere ud af end ved at lade et pengeinstitut gøre det for dig.
I øjeblikket jamrer banker og forsikringsselskaber over, at de ikke kan overholde den lovede forrentning.
Spar dem for det problem. Bed om at få dine penge ud.