JOB, GENERELT, LEDELSE

Hvad-synes-du-selv-ledelse falder til jorden

Flag 28-01-17 ~2 minutters læsning · 307 ord

Det er en del af dansk selvforståelse, at vi nærmest er verdensmestre i ledelse og medarbejderpleje. Men verdensmesterskabet er snarere et danmarksmesterskab. Den danske ledelsesstil med at coache medarbejderne, give dem feedback og spørge «hvad synes du selv», bliver ofte opfattet som direkte usaglig og uprofessionel ude i verden.

Sådan lyder i hvert fald en af konklusionerne fra Rikke Kristine Nelsen, der er forsker på Copenhagen Business School (CBS) og medforfatter til en rapport fra CBS, Dansk Industri og Industriens Fond om netop dansk ledelse på udebane.

Den bløde ledelsesstil med at kaste ideer op i luften og bruge medarbejderne som sparringpartnere fungerer ofte heller ikke. I Indien risikerer man, at medarbejderne handler på alle ideerne - både de gode og de knap så gode. Og i Asien som helhed forventes det f.eks., at en leder har klart svar på tingene. Alt andet bliver opfattet som en falliterklæring, lyder erfaringen fra Marianne Woldbye-Tholin, der er vice president i it-firmaet Columbus.

På samme måde er det langt hen ad vejen et dansk fænomen, at medarbejderne lufter kritiske holdninger i chefens nærhed. I lande som Japan, Indien og Brasilien vil det blive opfattet som at tage en unødig risiko - på linie med at tage en beslutning på egen hånd, fortæller Signe Ørom, der er forsker ved Københavns Universitet og indehaver af firmaet ConnectingCultures.

Desuden er danske ledere generelt fremmede over for, at personlige relationer mange steder i verden betyder langt mere end faste aftaler og underskrevne kontrakter. Det kan der dog forholdsvis hurtigt laves om på.

Lad være med at trække dig tilbage på hotelværelset med dine emails og mad fra room-service om aftenen. Invitér dine kolleger ud at spise. Det giver en unik mulighed for at finde ud af, hvad der i virkeligheden rører sig blandt medarbejderne, lyder rådet i artiklen til de danske ledere i udlandet.

Skribentmail: