JOB, ØKONOMI, UDSTATIONERING

Over halvdelen får højere levestandard med et job i udlandet

Flag 02-02-10 ~2 minutters læsning · 218 ord

Lønnen bliver højere og skatten lavere. Ja, levestandarden bliver kort sagt bedre, når du vælger at tage et job i udlandet. Det mener i hvert fald 54 pct. af de danske ingeniører, som har valgt at arbejde uden for Danmarks grænser.

Procenten fremgår af en undersøgelse, som Ingeniørforeningen IDA har lavet blandt sine medlemmer i udlandet. 39 pct. af svarpersonerne mener, at de har oplevet en levestandard i udlandet på linie med den, de havde i Danmark. Kun 7 pct. mener, at de har fået en dårligere levestandard ved at flytte karrieren til udlandet.

Den højere levestandard i udlandet skyldes blandt andet, at kun 3 pct. af de adspurgte betaler mere end 50 pct. i skat, sådan som de ville komme til, hvis de arbejdede i Danmark.

Til gengæld er arbejdsugen længere ude i verden. Mens en ingeniør i Danmark i gennemsnit arbejder 39,7 timer om ugen, så må mere end 20 pct. af de danske ingeniører i udlandet lægge over 50 timer på deres arbejdsplads, fortæller Morten Thiessen, der er formand for arbejdsmarkedsudvalget under Ingeniørforeningen.

Ingeniørerne med lange arbejdsuger i udlandet kan til gengæld bruge nogle af deres ekstra penge på at købe sig til noget hjælp med de huslige gøremål, så de har total frihed, når de endelig er hjemme fra arbejde, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: