GENERELLE, FORHOLD, STATISTIK

Høj og stabil udvandring fra Danmark

Flag 23-05-13 ~2 minutters læsning · 245 ord

I forhold til befolkningstallet er Danmark et af de store udvandringslande i EU. Kun Irland - og som noget nyt: Spanien - har flere udvandrere pr. indbygger end Danmark, blandt de 10 lande, som avistillægget Politiko har trukket ud af en opgørelse fra EU’s statistikkontor, Eurostat.

Udtrækket viser, at der hvert år er små 50.000 danskere, som vælger at forlade landet. Altså næsten 1 pct. om året. Sådan har det været i hele perioden fra 2000 til 2011. Kurven for danske udvandrere ligger i hele perioden tæt på kurven for antallet af udvandrere fra f.eks. Sverige. Det betyder, at udvandringen i Danmark er næsten dobbelt så stor i Danmark som i Sverige, eftersom Danmark kun mønstrer godt halvdelen af Sveriges indbyggertal.

Irland, som har modtaget krisehjælp fra EU, måtte i begyndelsen af perioden sige farvel til ca. 25.000 borgere om året. Det tal steg til små 90.000 i 2011. Dermed er Irland med sine ca. 4,5 mio. indbyggere det land blandt de 10 lande i sammenligningen, som er hårdest ramt af udvandring. I 2011 sagde 2 pct. af landets borgere farvel og tak.

Derefter kommer Spanien, hvor cirka 1,25 pct. af borgerne i 2011 valgte at pakke det, som vel må hedde «nordfrugterne» på de breddegrader.

Ifølge udtrækket er udvandringen desuden i kraftig stigning fra England og Frankrig. Men i forhold til landenes indbyggertal når udvandringen ikke op på den danske i de øvrige lande i udtrækket, som desuden tæller Belgien, Holland, Italien og Tjekkiet.

Skribentmail:

Mere info: http://www.b.dk/politiko/analyse-danskerne-bliver-i-andedammen