BOLIG, JURA, REGLER, BUREAUKRATI, INTERNET, LEDELSE

For mange ulemper ved anonyme indlæg

Flag BRUGEN AF WEBSTEDET 27-02-09 ~3 minutters læsning · 443 ord

Hej igen Morten

Jeg synes godt, du kan spare dig mistænkeliggørelsen af, hvorfor jeg har slettet din copy-paste fra Berlingske. Jeg har tidligere slettet mange copy-paste indlæg fra diverse medier på Udvandrerne.dk, så det har intet med indholdet i dit indlæg at gøre.

Du havde sakset et sted mellem en tredjedel og halvdelen af avis-artiklen, og den slags er efter mine begreber en klar overtrædelse af reglerne om god citatskik. Der findes heller ikke noget i den kilde, du henviser til, som modsiger dette.

Desuden er ingen gået glip af noget. Interesserede kan jo blot klikke på dit link og læse hele den kronik om anonyme bloggere, som du omtaler. Det er vel også det, internet er til for.

Jeg er meget uenig med dig i, at det generelt skal være muligt at optræde anonymt på Udvandrerne.dk. Det har ikke været tilladt i flere år. Eneste undtagelser er tekstannoncer og spørgsmål til UdlandsXperterne, hvor «det frie lejde» skal hjælpe vigtige spørgsmål frem, som måske er ømtålelige for den enkelte spørger.

Du mener så, at anonymiteten skal følges op af, at jeg som webmaster skal udvise ansvarlighed og validere alle fremkomne oplysninger fra de anonyme indlæg, inden de offentliggøres.

Er du klar over, hvor lang tid det tager at validere ting - herunder ting, som der er uenighed om? Virkeligheden lader sig altså ikke altid opdele i sandt eller falsk. Svaret afhænger ofte af synsvinkel.

Dit forslag er efter min mening meget bureaukratisk og fuldstændig urealistisk. Jeg risikerer meget hurtigt at skulle skifte titlen som webmaster ud med titlen som ulønnet efterforsker på to gange fuld tid.

Vi kan være helt enige om, at Udvandrerne.dk skal være et seriøst websted for alle skandinaver, der interesserer sig for udlandet. Og det har det i øvrigt været lige siden åbningen i 2002. Hvor finder du ellers en så stor og troværdig kilde med hundredvis af artikler og mere end 10.000 indlæg, som retter sig direkte mod personer med udlængsel?

At åbne generelt for anonyme indlæg, sådan som du foreslår, vil for mig at se være en åben invitation til folk om at skrive løs, uden at de på nogen måde kommer til at stå til ansvar for det, de har skrevet.

Det kan hurtigt udvikle sig til en gang skyggeboksning - ja, en skyttegravskrig - mellem alle mulige skribenter, som ikke aner, hvem hinanden er. En krig, som i øvrigt hverken brugere eller annoncører vil få nogen glæde af, tværtimod.

Resultatet af dit forslag vil efter min mening være enden - og ikke begyndelsen, som du hævder - på Udvandrerne.dk som den største og bedste kilde til information for skandinaver med interesse for den øvrige verden.

Skribentmail: