BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER, LEJLIGHEDER, VILLAER

Få din feriebolig i udlandet til spotpris

Flag ARTIKEL 18-09-08 ~5 minutters læsning · 879 ord

I Spanien er boligpriserne - ifølge kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s - faldet med 25 procent alene i første kvartal af 2008. Markedet for ferieboliger i udlandet minder mest af alt om aktiemarkedet her i 2008. I de lande, som danskerne mest drømmer om at købe feriebolig i, er boligpriserne i flere tilfælde faldet med mellem 20 og 40 procent.

Danskerne interesserer sig i højere og højere grad for at købe feriebolig i fjernere og eksotiske lande, men de fleste drømmer fortsat om en hacienda på det europæiske kontinent. Og her dykker boligpriserne generelt for tiden. Mest af alt i haciendaens hjemland, Spanien. Samtidig er boligerne i amerikanske Florida – et af de nye områder på ferieboligglade danskeres menukort – faldet med 40 procent. Herefter følger Alanya i Tyrkiet og visse områder på den spanske solkyst med 30 procent, mens det er blevet 20 procent billigere at kalde sig ejer af en ødegård i Sverige eller en feriebolig i bulgarske Sunny Beach.

Nogle af undtagelser er tilsyneladende Sydfrankrig, hvor boligpriserne meldes at ligge nogenlunde stabilt, Berlin, hvor priserne stiger, og Dubai – i de Forenede Arabiske Emirater – der er endnu et at de nye steder på danskernes ferieboligkort, hvor der berettes om årlige stigninger på 25-30 procent.

Mange sandheder

Det er lige til at blive både luftsyg og køresyg af alle de op og nedture, som boligpriserne tager. Og selv om de fleste ture går nedad, er der måske grund til at huske det gamle råd mod køresyge: Hold blikket fast rettet mod horisonten, og bevar roen.

Der kommer nemlig rigtig mange meldinger om kraftige udsving i huspriserne i snart det ene og snart det andet land. Men nogle gange peger meldingerne i vidt forskellige retninger, selv om de handler om det samme land.

Et eksempel er Bulgarien, som i 2007 satte intet mindre end verdensrekord i prisstigninger på boliger. Det skete ifølge Global Property Guide med et prishop på 30,59 procent. Det er unægtelig noget andet end meldingen om prisfaldet på 20 procent i Sunny Beach. Et andet eksempel er den spanske solkyst, hvor priserne – ifølge Erik Urskov, vicedirektør i Nykredit - steg i første kvartal af 2008. I øvrigt efter at de samme priser var steget med 4,8 procent i 2007. Med til historien hører også, at prisstigningerne på boligerne i Spanien har ligget i den europæiske top set over de seneste ti år.

Klap også hesten en gang, selv om den løber rundt på den amerikanske prærie. I Florida er priserne faldet mest i den sydlige del, og generelt fordeler prisfaldene på boligerne sig mildt sagt ujævnt. Boligerne i Miami-Dade County, som millionbyen Miami ligger i, er i gennemsnit faldet med hele 37 pct. Samtidig har South Beach-området, som også ligger i Miami-Dade County, kun oplevet et prisfald på 7,7 pct. Dertil kommer, at de lidt større ferieboliger ikke er faldet ret meget i pris i solskinsstaten.

Et bjørne-marked

Forvirret – omend på et højere plan? Nuvel. Det er turbulente tider for boligmarkederne i Europa – ja, store dele af verden for den sags skyld. Det er et ”bear market” - bjørnemarked, som børshandlerne vil sige. Og i et ”bear market” er der flest, der foretrækker at gå ud – det vil sige sælge. Ofte fordi de frygter yderligere fald. Men er det ikke ofte dem, der taber penge? Og er det ikke også netop mange af dem, der ønsker at gå ind – det vil sige at købe – på et ”bear market”, som ender med at gøre en god handel?

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om boligpriserne vil fortsætte med at falde – eller ej. Ingen kan vide det med sikkerhed. Ikke en gang en ekspert. Men skal de 800.000 danskere, der drømmer om at købe en bolig i udlandet, så lade være med at realisere deres drøm - eller i det mindste vente med det? Slet ikke. Det generelle billede er jo, at boligpriserne falder mange steder. Og så er der vel alt andet lige en ekstra god grund til at købe. Prisfald, som allerede har fundet sted, er en gave til køberne. En gave, som ingen nogensinde kan tage fra dem igen. Ikke en gang skattevæsenet.

Hvor skal du så købe?

Hvis ferieboligen i udlandet først og fremmest skal være til eget brug, gælder det om at købe det sted, som interesserer dig, og hvor du trives bedst og eventuelt slapper bedst af. Så er det mindre vigtigt, om priserne går den ene vej eller den anden vej for tiden. Boligen skal jo ikke sælges inden for overskuelig fremtid. Hvis ferieboligen først og fremmest er en investering, vejer overvejelserne om prisudviklingen langt tungere. Her kan det ene råd i princippet være lige så godt som det andet. Men ”aktionær-rådet” kan lyde, at du skal købe der, hvor du får den største gave. Altså der hvor boligerne er faldet mest.

I begge tilfælde gælder det selvfølgelig om at holde skarpt øje med, hvordan prisudviklingen har været til dato - helt ned i detaljen. Det vil sige i lokalområdet, for den pågældende boligtype og så videre.

Ingen kender fremtiden, men det er altid godt at have styr på historien og aktuelle fakta - så kommer du ikke til at betale for meget for din feriebolig i udlandet, fordi du mangler viden om nutiden.