At skulle bryde op med rod og bosætte sig i en ny kultur kræver større forberedelse end man umiddelbart gør sig klart mens idéen fødes en kold vinterdag med stearinlys på bordet og tre franske herligheder - det munken Rabelais kaldte for bordets hellige treenighed - nemlig vin, brød og ost. Mange danskere længes ved sådanne stunder efter sydlige himmelstrøg, og snart leder tankerne på flugt over lavendelmarker, en flettet kurv under armen på vej til grøntmarkedet, chikader, og… ja, fortsæt selv.

Man skal i imidlertid gøre sig klart at flytning til Frankrig - Europas samling gennem efterhånden et halvt århundrede til trods - også er en flytning til anden kultur og til anden retskultur. For at lykkes med en flytning kræver det først og fremmest, at man er udadvendt og åben for den nye kultur, og ikke bliver som de mange skribenter og forfattere, som efterhånden er blevet populære på fordomsfuldt og undrende at causere over franskmændenes anderledes måde at gøre tingene på. Det gælder såvel i det små med ikke at intimidere franskmænd ved straks at tiltale dem i du-form som i det større ved henvendelser til offentlige myndigheder, der nok kan opleves træg og omstændelig, men trods alt alligevel fungerer. Bare på en anden måde end vi som danske er vant til. Bl. a. fordi man i Frankrig ikke har cpr. numre eller anden tilsvarende form for overvågning af borgere. Man har medlemsnumre - og dem har man mange af - til mange forskellige organer: Til skat, til sygekasse, til bank for nu blot at nævne enkelte. Det medfører, at uanset hvor man henvender sig, skal man have sin seneste el- eller telefonregning med. Det er beviset for at man faktisk bor på den adresse, som man oplyser. Nummeret i sig selv har kun begrænset værdi.

Borgere i EU-lande, der bosætter sig i Frankrig, har hverken behov for at søge om en opholdstilladelse - carte de séjour - eller en arbejdstilladelse. I kraft af medlemskabet af EU anerkender Frankrig det dobbelte statsborgerskab, som alle EU-borgere har på en gang: Det nationale og det europæiske. Det er understreget ved fransk lov af 26. november 2003. Lovens § 14 omtaler, at der ikke længere er sådanne krav. EU-borgere kan nu bosætte sig i Frankrig og har ret til at arbejde. Enten som ansat eller som selvstændig.

Hvad årsagen til flytning end måtte være, er det vigtigt at holde sig for øje, at det er hele familien som flytter. Store og små. Er man ægtefæller, bør begge være nogenlunde lige enige om det er en god idé, og er der børn, kræver det også at børnene kommer godt på plads i de nye omgivelser.

Man kan derfor overveje begyndelsesvis at bo til leje i Frankrig. Samtidig kan man eventuelt bevare sin oprindelige bolig i Danmark. Den skal så være fremlejet efter et særligt regelsæt i de danske lejelove. Vigtigt er det at huske sig, at man som indehaver skal fremleje med mindst tre års uopsigelighed - og ikke til nærtstående familie.

I Frankrig styres lejeret primært efter 6. juli-loven - la loi du 6 juillet 1989 - således, at alle aftaler om boliglejemål er omfattet af lovens bestemmelser. Lidt forvirrende kan det være, at lejeaftaler indgået før denne dato er omfattet af den ældre 1948-lov - la loi du 1 septembre 1948, men også at nye lejeaftaler indgået efter juli 1989, kan være omfattet af den ældre lejelov.

Overordnet set er fransk lejeret knap så beskyttende (præceptiv) for lejer, som de tilsvarende danske lejelove er, om end også de franske love anser lejer som en svagere part end udlejer. En lejeaftale - bail - som stiller lejer ringere end fransk lovgivning, er ugyldig. I 6. juli-loven fastsættes grundlæggende retsprincipper - ordre public, der beskytter lejers forhold. Herunder retten til at kunne være i fred i lejemålet og ikke at skulle tåle udlejers indblanding indenfor hjemmets fire vægge.

Lejekontrakter i Frankrig indgås for mindst tre år såfremt lejer er en privatperson. Ved fornyelse eller forlængelse af lejemålet efter tre år, er det samme kontrakt som består. Man får som lejer ikke tilsendt en ny. Kontrakten fortsætter, hvis ingen af parterne - lejer eller udlejer - bringer den til afslutning. Det er dog muligt at indgå en lejeaftale for en kortere periode end tre år. Typisk hvis familie- eller arbejdsmæssige situationer faktisk ikke giver mulig for at kunne bebo lejemålet i en tre års periode. Der er ikke formkrav til lejeaftaler. Man kan i princippet skrive en lejeaftale på et stykke blankt papir. Men bruger man en formular, er det nemmere at sikre sig, at man får det fleste aftalepunkter med. Nogle gange vil udlejer hævde, at det er en standardkontrakt. Men man skal gøre sig klart, at ordet standardkontrakter narrer. Alle lejekontrakter vil for det meste være underlagt en række individuelle forhold. Med andre ord: der findes ingen standardkontrakter i en objektivt defineret norm.

Det ses undertiden, at udlejer forlanger, at der stilles en bankgaranti gennem en fransk bank for hele lejebeløbet de første tre år. Afhængig af lejens størrelse kan det beløbe sig til mange penge, og man skal huske på, at en bankgaranti belaster lejers likviditetsmæssige adgang til øvrige bankydelser på samme måde som et banklån. Desuden er bankgarantier til private sjældent billige.

Ved indflytning foretages der en indflytningsraport - état des lieux d’entré - og ved fraflytning foretages der en fraflytningsrapport, som hedder - état de lieux de sortie. Det kender man også fra Danmark.

Med virkning fra 1. august 1997 er lejemarkedet i Frankrig dereguleret. Fastsættelse af husleje er som hovedregel fri. Når en husleje først er aftalt, er den gældende i lejeperioden, medmindre udlejer har taget forbehold for pristallet - une clause d’indexation, som fastsættes af INSEE - (Institut National de la Statistique et des Études). Almindeligvis kan lejer når som helst opsige en lejeaftale Lejer kan normalt opsige lejemålet med et tre måneders varsel. Udlejer kan opsige lejer med et seks måneders varsel. I begge tilfælde skal opsigelsen sendes med et rekommanderet brev. Der knytter sig dog en række betingelser for udlejers opsigelse skal kunne imødekommes, så i den praktiske verden er det svært for udlejer at få lejer til at flytte.

Modsætningen til et almindeligt boliglejemål er et møbleret lejemål. Det er en helt anden historie. Her skal man gøre sig klart, at de beskyttende (præceptive) foranstaltninger af lejer i 6. juli-loven (og også 1948-loven), ikke gælder. For ved et møbleret lejemål er det primært parterne - lejer og udlejers - egen aftale, der er selve retsinstrumentet eller ”loven”, om man vil. Det betyder, at lejeaftalen er det grundlag, som en eventuel domstol primært træffer sin afgørelse udfra. Har parterne for eksempel aftalt en gensidig uopsigelighed i hele lejeperioden, kan lejer ikke efterfølgende påberåbe sig et normalt tre måneders varsel.

At flytte til Frankrig kan være en pragtfuld og berigende oplevelse. Har man gjort sit hjemmearbejde grundigt, herunder forberedt udflytningen gennem nogen tid, er man godt på vej. Med hensyn til det at tage springet, kan man - mens man puster stearinlysene og tankerne om de bølgende lavendelmarker ud, rydder bordet fra vin, ost og brød og måske ser ud i den kolde danske vinteraften, ja - så kan man tænke på forfatteren Samuel Becketts vise ord: «Man fortryder kun det, man ikke gør!».