Mens de amerikanske boligejere i byerne lider under faldende boligpriser og krise på de såkaldte subprime-lån, stiger jordpriserne mod himlen raketfart ude på landet. Alene i løbet af de seneste tre år er landbrugsjord i gennemsnit steget i pris med 50 pct., så en hektar landbrugsjord nu koster i snit 24.000 DKK i USA.
Landbrugsjorden er dyrest i de små stater i det nordøstlige USA, hvor Rhode Island ligger i spidsen af førerfeltet med en hektar-pris på 120.000 DKK. Lige efter følger jordpriserne i Delaware, New Jersey og Connecticut. Men stater som Californien, Alabama, Illinois, Arizona, Florida og Indiana er også godt med, hvad priser på landbrugsjord angår.
Det er dog langtfra udelukkende ejerne af de i alt ca. 2,1 mio. amerikanske landbrug, der presser priserne op, når de gerne vil have fat i nabogården. I en udpræget landbrugsstat som Iowa ejer farmerne således kun 60 pct. af landbrugsjorden. Resten kontrolleres af investorer fra Wall Street og andre steder, som ganske enkelt forventer, at jorden giver et større afkast en f.eks. obligationer.
Desuden presses prisen på amerikansk landbrugsjord i vejret af efterspørgslen efter afgrøder til fremstilling af brændstoffet bioetanol. Det er en udvikling, som fremskyndes af en ny energilov, der snart kræver, at en større del af de amerikanske biler skal være i stand til at køre på bioetanol, fremgår det af artiklen.