For børnefamilier, der bosætter sig i USA, er det ikke nok at finde den rigtige by. Det er nærmest altafgørende at finde et hus, som ligger i det rigtige skoledistrikt. Hvis du ikke «rammer» et af de gode skoledistrikter, kan det nemlig gå helt galt med børnenes skolegang.
Dårlige skoler i USA betyder MEGET dårlige skoler. De er langt dårligere end selv belastede skoler i Danmark. Nogle af dem har ikke en gang det udstyr, som kræves for at gennemføre undervisningen. Det fortæller Kent Kristiansen Vittrup, der bor i Denver, Colorado, og arbejder som viceøkonomidirektør i virksomheden PMC Hydraulics.
Danskeren har en søn på seks år, som går i første klasse. Her er skoledagen længere end på samme trin i Danmark, og ind til videre er Kent Kristiansen Vittrup tilfreds med den skole, som drengen går i, fremgår det af artiklen.