Advokat Bjarne Ditlevsen fra Vojens er blevet suspenderet af sin advokatkæde Advodan. Årsagen er fejl i forbindelse med bolighandel i Tyrkiet i 2005. Blandt andet er Advodan utilfreds med, at Ditlevsen har varetaget interesser for både køber og sælger i samme handel.
Suspensionen sker, efter at kæden har gennemført en intern og uvildig undersøgelse af sagen, og den gælder, ind til Advokatnævnet har truffet afgørelse i otte klagesager mod Vojens-advokaten.
Undersøgelsen afslører «betydelige fejl» over for kunderne, og dem tager Advodan skarpt afstand fra. De ting, der er gjort, harmonerer slet ikke med Advodans måde at drive virksomhed på, fortæller Advodans kædechef, Tom Skovbon, i artiklen.