BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, EJENDOMSMÆGLERE, FERIEBOLIGER, LEJLIGHEDER, SKØDER, EJENDOMME

Læserbrev sendt til JP den 27. februar

Flag 27-02-06 ~3 minutters læsning · 555 ord

Så har Bo Jørgensen været i gang igen. Hvad der er hans mission med at fortælle alle de negative historier om boligkøb i Tyrkiet – ja det er vi mange, der undrer os over.

JP og Bo Jørgensen har gjort deres til, at så mange som muligt bliver utrygge ved deres investering i et feriested for familien i et dejligt land med et dejligt klima og en meget venligsindet befolkning. Tyrkerne er nemlig venlige og imødekomne selv nu efter, at JP har gjort hver eneste muslim fortræd med disse tegninger. Prisniveauet i Tyrkiet har gjort det muligt for ganske almindelig danskere, ja for den sags skyld ganske almindelige europæere, at opnå det den mere velbjergede del af befolkningen har haft mulighed for i flere år, nemlig at investere i et fri- og feriested for familien. Der har været usikkerhed om, hvordan den nye tyrkiske lovgivning omkring udlændinges køb af ejendom i Tyrkiet ville blive, og især hvornår denne ville træde i kraft. I begyndelsen af dette år skete det så endelig – loven trådte i kraft. Bo Jørgensen og JP fremturede stadigvæk med en negativitet, så man skulle tro, at manden har en eller anden forhistorie, der gør ham fuldstændig unuanceret i sit syn på Tyrkiet. Ved samme lejlighed inddrog han fugleinfluenzaen i Tyrkiet. Jeg komplimenterede ham dengang i en artikel på www.udvandrerne.dk for det store researcharbejde,der måtte ligge forud for denne artikel, hvor han havde fundet en ejendomsmægler, der var meget bekymret. Dengang stillede jeg spørgsmålet: Hvis nu fugleinfluenzaen kommer til Tyskland, vil man så også undgå at køre gennem landet, feriere der eller besøge landet i forretningsøjemed? Jeg sendte mit lille indlæg personligt til Bo Jørgensen, men fik aldrig respons fra ham. Så kom fugleinfluenzaen desværre til Tyskland, og nu kan vi læse, at det er ikke noget at bekymre sig om. Det er lidt pudsigt, hvordan tingene kan ændre sig!

I lørdags var der en udmelding fra Den tyrkiske Ambassade - endda en positiv udmelding. Alle der har købt bolig i Tyrkiet vil selvfølgelig få deres skøder i nærmeste fremtid. Det der nu sker er, at en arbejdsgruppe er blevet nedsat, og der er forskellige løsningsmodeller for, hvordan vi som danskere i fremtiden skal agere for at få skøde på vores feriebolig i Tyrkiet. Vi er ikke kommet på positivlisten, men vi er heller ikke kommet på negativlisten. Vi er blevet efterladt lige midt imellem. Det man fra ambassaden skrev var, at vi sandsynligvis skal have opholdstilladelse, hvilket kun er en formssag, og at vores ansøgning om skøde sandsynligvis skal en tur omkring Ankara for at blive godkendt. Det er nemlig sådan at en tyrker, der ønsker at erhverve ejendom i Danmark skal have opholdstilladelse, så det har noget med gensidighedskravet at gøre. Lige nu mangler vi den sidste melding - nemlig opskriften på hvordan proceduren helt nøjagtigt bliver for os danskere, der vil købe bolig i Tyrkiet i fremtiden. Alle seriøse mæglere og formidlere sælger lige nu, så ingen kommer af med penge i en handel inden skødesituationen er fuldstændig afklaret for danskere. Det ville klæde Bo Jørgensen og JP at dagens overskrift havde været: Alle, der har købt fast ejendom i Tyrkiet, får nu deres skøder. I stedet kan man læse, at nu skal vi passe på massehysteri!! Hvad er hans ærinde og hvis ærinde går han?

Gunhild Berg Andersen

Skribentmail: