BOLIG, JURA, REGLER, ADVOKATER, EJENDOMSMÆGLERE, LEDELSE

Xpert-svar om diverse jura

Flag UDLANDSXPERTERNE 07-10-10 ~3 minutters læsning · 432 ord

Hej Hans!

Tak for din henvendelse. Hermed følger svar på dine spørgsmål.

1: Bestyrelsens ansvar

Som i alle andre bestyrelsessammenhænge kan en bestyrelse stilles til ansvar i fald den ikke lever op til sine forpligtigelser. I jeres tilfælde kan jeg dog på ingen måde se at kompleksets bestyrelse skulle være ansvarlig for villaernes eventuelle fejl og mangler. Jeg antager at disse fejl og mangler er opstået på baggrund af det arbejde som bygherre har udført, og ikke på baggrund af tiltag som stammer fra bestyrelsen.

Jeg kan derfor ikke på nogen måde forestille mig at i som bestyrelse kan blive holdt ansvarlige på den måde du nævner.

2: Personligt ansvar

Jeg antager at firmaet er et såkaldt «Ltd-firma», hvilket kan sammenlignes med et dansk anpartsselskab. Som tommelfingergel gælder samme regler som for eksempel Danmark, og personerne bag selskabet kan ikke holdes personligt ansvarlige, med mindre de har foretaget sig ulovligheder i firmaet, såsom selskabstømning etc.

For nærmere detaljer og information om jeres eksakte situation vil jeg anbefale jer at tage kontakt til en lokal advokat.

3: Garantier

Byggeriets garanti bør være specificeret i købsaftalen mellem sælger og køber. For selve råkonstruktionen (altså selve betondelen af et byggeri, det der på tyrkisk hedder «kaba insaat») skal der som minimum gives 5 års garanti. For inventar etc. skal der som minimum gives 2 års garanti.

Bygherre kan selvfølgelig vælge at give længere garantiperioder, og dette bør i så fald fremgå af købsaftalen.

Spørgsmålet om hvornår en garantiperiode starter er interessant, da mange ofte flytter ind i et byggeri (og dermed overtager boligen) før hele byggeriet er færdigt (for eksempel fælles arealer, kælder eller usolgte enheder).

På den ene side starter en garantiperiode når en bolig overtages, på den anden side kan en garantiperiode ikke starte før produktet er færdigt.

Som tommelfingergel vil jeg dog sige, at garantiperioderne starter ved overdragelsen.

4: Statsgaranti

Dette har jeg aldrig hørt tales om tidligere. I fald du har noget information på dette, må du meget gerne sende det til mig.

5: Skader

Det er svært at sige hvem som er ansvarlige for sådanne skader, da jeg ikke kender til detaljerne.

I fald regnmængden anses for normal, vil jeg umiddelbart vurdere at bygherre burde have vist om at regnmængden for at givent område vil give anledning til problemer, og have udformet byggeriet der efter.

Så uden at kende til detaljerne i jeres situation, vil jeg mene at det er bygherre der er ansvarlig for at levere et byggeri der kan klare de lokale vejrforhold.

Håber ovenstående kan hjælpe dig på vej.

Med venlig hilsen

Bo Thygesen, direktør,

2Base Ejendomsmægler

Skribentmail: