Den svenske finansminister Bosse Ringholm er nu på tilbagetog fra sit forslag om at fjerne den såkaldte SINK-skat og presse danskere, der bor i Sydsverige og pendler over Øresund, over på at skulle betale almindelig svensk skat. I stedet tilbyder han nu, at pendlerne får lov at bevare et frit valg mellem de to ordninger frem til 2006.
SINK-skatten er en bruttoskatteordning, som betyder, at de danske pendlere i Sydsverige slipper med at betale 25 pct. i skat af deres indkomst, mod at de til gengæld ikke kan fradrage boligrenter og renter på anden gæld.
Udmeldingen er gode tidender for de fleste danske pendlere, fordi deres samlede skatteprocent er højere end 25. Pendlere med meget høje boligudgifter har dog stadig problemer med SINK-skatten, fortæller KPMG-skattekonsulent Per Ørtoft Jensen i artiklen.