BOLIG, KØB, SALG, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER

Vejen til et billigt svensk feriehus

Flag ARTIKEL 23-05-10 ~5 minutters læsning · 856 ord

Et solidt træhus i den specielle svenskrøde farve og med naturen hele vejen rundt er en drøm, som tusindvis af danskere har realiseret. Måske hjulpet godt på vej af både et gunstigt bytteforhold mellem den danske og den svenske krone samt det generelt lavere prisniveau i Sverige.

Lige nu ejer 11.249 danskere en feriebolig i Sverige efter en vækst på otte pct. over tre år. Og hvis man vil slutte sig til selskabet, så er der er par kneb til at gøre det endnu billigere, end de nævnte faktorer sørger for.

Det forklarer Claudia Wörmann, som er analysechef i de svenske mægleres brancheforening, Mäklarsamfundet. Hun har netop gjort sin seneste analyse af svenskernes holdning til boliger samt det svenske boligmarked færdig, og den åbner et par gode smuthuller for købere af svenske fritidshuse - især hvis man kan undvære udsigten til vand.

»Vi svenskere vil have vand tæt på. Det er mest eftertragtet at købe ved kysten og dernæst ved søer inde i landet, og det kan ses i priserne. Jo tættere på vand, jo bedre. Men hvis det er inden for cykelafstand, tæller det også,« siger Claudia Wörmann.

Dermed er der ikke så hård konkurrence om fritidshuse, der ligger et stykke fra kyst eller sø, hvilket især tyske købere har udnyttet.

»Vi vil ikke have fritidshuse inde midt i skoven, men det er eksotisk for tyskerne, så det passer jo fint,« siger Claudia Wörmann.

Bidt af vand

Mønsteret bekræftes af kommunikationsrådgiver Troels Brøndsted, som har holdt ferie i svenske ødegårde, fra han var barn, og nu ejer en selv i Olofström i Blekinge.

»Svenskerne går jo ikke efter den slags huse som ferieboliger, fordi de bor i noget, der ligner, til daglig,« siger han.

Troels Brøndsted købte efter mange år som lejer et hus i 2005 og gik som svenskerne efter beliggenhed ved vand.

»Jeg er bidt af naturen deroppe og specielt vand, hvor man kan sejle og fiske lidt for sjov,« siger han.

Med sin beliggenhed lige ned til en sø var huset ikke billigt, men familien Brøndsted så heller ikke på huset som en investering. Familien Brøndsted gik også efter et hus i god stand og isoleret til helårsbrug, som svenske købere også foretrækker.

Et andet markant krav til et fritidshus fra de svenske købere er følge Claudia Wörmann nemlig, at det skal være renoveret med rindende vand, toilet og isolering, så det kan bruges hele året.

Men det åbner modsat for et godt køb, hvis man selv er villig til at stå for renoveringen. Ifølge Claudia Wörmann er merprisen for et renoveret hus nemlig som regel betydeligt højere, end prisen for at få gennemført renoveringen af huset i Sverige.

Hun tør dog ikke sætte præcise tal på, hvor stor en rolle nærhed til vand eller husets stand spiller for prisen.

»Men nærhed til vand påvirker priserne mest. Dernæst husets stand, og om det kan bruges om vinteren,« siger hun.

Store prisforskelle

Endelig kan der også findes en vej til at få meget for pengene i den svenske prisstatistik for ejendomme. Der er nemlig stor forskel på kvadratmeterpriserne i Sveriges forskellige egne - selv mellem to tilstødende amter og selv inden for den grænse på ca. tre timers kørsel fra København, som de fleste danskere foretrækker. Og det har danskerne allerede fundet ud af. I Skåne med en kvadratmeterpris på fritidshuse på 14.804 danske kr. er 9,7 pct. af fritidshusene ejet af udlændinge, mens der i lenet nord for, Kronoberg, er en udenlandsk ejer af 39 pct. af fritidshusene. Men her er kvadratmeterprisen også kun 8.906.

Til sammenligning ligger de billigste sommerhuse i Danmark i Vestjylland til knap 15.000 kroner per kvadratmeter. Men dermed er de stadig en smule dyrere end sommerhusene i Skåne. Og Østsjællands sommerhuse koster 20.824 kroner per kvadratmeter, 40,7 pct. mere end sommerhusene i Skåne.

Generelt er de svenske feriehuse steget en smule i pris over de seneste 12 måneder til og med marts. Men den generelle udvikling dækker over prisfald i nogle amter og stigninger i andre.

»I usikre tider falder priserne i len, hvor der er mange huse, og det ses i statistikken. Men der kan også være meget store forskelle inden for de enkelte lens kommuner,« siger Claudia Wörmann.

Stort marked

Men der er et stort marked for svenske ødegårde. Bortset fra danskerne ejer 9.957 tyskere og 8.860 nordmænd en fritidsbolig i primært Sydsverige, og ifølge Claudia Wörmann er der plads til flere.

»Svenskerne er glade for udlændingene, og der er masser af torper. Selv om mange går i arv, så er der også mange til salg. Der er ca. 600.000 i Sverige, og der handles omkring 10.000 om året,« oplyser hun.

På det seneste har der også være rift om mere nordlige hytter med mulighed for skiløb i nærheden. I et af de store svenske skiområder, Åre, har hytter og lejligheder nået rekordhøje priser på over 50.000 svenske kr. per kvadratmeter i den seneste skisæson, ligesom udbuddet er i bund. Priserne steg med 23 pct. fra september til november i 2009.

De svenske mæglere tilskriver interessen både den lave rente og et opsparet behov fra sæsonen 2008-2009, der var præget af den usikre økonomiske situation.