BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, LANDEJENDOMME, VINGÅRDE

Sydsvenskerne griner hele vejen hen til banken

Flag 01-09-07 ~2 minutters læsning · 232 ord

Sydsvenskerne griner hele vejen hen til banken, når de har solgt deres ødegårde - eller på svensk: enkla torp - til danskerne. Det skriver Ann-Sofie Dahl, der er svensk docent i statskundskab, i en kommentar.

Hun mener, at danskere og svenskere har helt forskellige opfattelser af, hvad de ensomt beliggende huse i de store svenske skove er værd. Hun nævner som eksempel, at de svenske boliger, der blev vist i et afsnit af tv-udsendelsen «Hammerslag» blev solgt for voldsomme overpriser, når man tager i betragtning, at boligerne lå tre-fire timers kørsel fra København og ikke havde nogen komfort.

Det, som danskere kalder en svensk idyl for under en halv million kroner, kunne formentlig være købt til den halve pris for bare få år siden. I svenske kroner vel at mærke.

Ann-Sofie tal ridser også historien op med den store udvandring fra Småland til USA, fordi smålændingene ikke kunne leve af at dyrke den stenede jord. De røde huse med hvidmalede stolper, som udvandrerne forlod, er nu de huse, som danskerne står i kø for at købe.

Mens danskerne har et næsten romantisk forhold til skoven, så har den slet ikke samme tiltrækning på svenskerne. Skove findes i rigelige mængder hinsidan, og svenskerne forbinder dem snarere med fattigdom og elendighed. Så drages svenskerne mere mod havet og kysten, sådan som Ulf Lundell beskriver det i sangen «Öppna landskap», fortæller docenten i sin kommentar.

Skribentmail: