BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, FERIEBOLIGER, GOLF, RÆKKEHUSE, VILLAER

Blev tilbudt en millionlejlighed oven i handelen

Flag 22-10-08 ~2 minutters læsning · 236 ord

Ved en messe for forleden i Malaga fik en af de besøgende tilbudt en golflejlighed til cirka EUR 150.000 oven i handelen, hvis vedkommende sagde ja til at købe en rækkevilla på EUR 780.000, som svarer til 5,0 mio. DKK.

Den slags er useriøst, mener den danske ejendomsmægler Bodil Schou Andersen fra Andersen & Andersen Estates i Fuengirola.

På den anden side fortæller episoden også noget om det aktuelle boligmarked i Sydspanien. På Costa del Sol er salget af boliger nemlig faldet med 70 pct. siden 2007, tilføjer danskeren.

Oktober er ellers normalt en af de måneder, hvor der bliver solgt mange ferieboliger på Solkysten. Men i år er salget gået helt i stå. Der er fortsat mange, som gerne vil have boligerne fremvist, men de køber ikke noget. Blandt andet fordi bankerne råder dem til at vente, fortæller Bodil Schou Andersen, der også mærker den aktuelle krise i firmaet.

Den danske ejendomsmægler har selv været ude i at sætte en villa ned med 30 pct., som svarede til næsten tre mio. DKK. Samtidig har hun været nødt til at afskedige fire af firmaets medarbejdere, så der nu kun er tre familiemedlemmer tilbage. Andre ejendomsmæglere er dog hårdere ramt, og mange af dem drejer nøglen om for tiden, tilføjer hun.

Men nedturen er ikke slut endnu. Der går nok et par år, før optimismen vender tilbage, lyder den hårde spådom fra den danske ejendomsmægler i artiklen.

Skribentmail: