Indledningsvis skal jeg sige, at jeg bestemt ikke taler for korruption, og mit indlæg ikke skal læses som «alt er ok i Marbella».
Dog skal der nok tilføjes nogle aspekter, der kan give lidt forståelse for, hvorfor den tidligere (afdøde) borgmester Jesus Gil kunne være så populær i den spanske lokalbefolkning til trods for at det var almindelig kendt, at store pengesummer røg «under bordet» i forbindelse med enhver beslutning i byrådet.
Marbella er i dag nok den smukkeste og på mange måder mest velfungerende by på Costa del Sol, og indbyggerne er lykkelige for at bo der. De ser mange af de andre byer på Solkysten, hvor korruptionen har været lige så omfattende. Forskellen er blot, at de andre borgmestre har stoppet alle penge i egne lommer og kørt lav profil.
I Marbella var det omvendt. Jesus Gil gjorde meget for byen, der har haft stor betydning for indbyggerne. Samtidigt holdt han bestemt ikke lav profil, og man så ham tit med store guldkæder om halsen, siddende i en Jacuzzi med et par unge skønheder og et glas Cava (svarende til spansk champagne).
Jesus Gil og hans nærmeste har personligt tjent enorme formuer på korruptionen, så der er altså ikke tale om noget «Robin Hood» over deres handlinger…
Spanierne er generelt meget overbærende, også med deres embedsmænd, og da korruption altid har eksisteret under diktaturet og efterfølgende, så ses der ikke på samme måde på den slags som fx i Danmark, hvor korruption stort set ikke eksisterer.