REJSE, TRANSPORT, ØKONOMI, BILER

Her er det nærmest gratis at køre elbil

Flag 21-09-13 ~2 minutters læsning · 292 ord

Selvom du slipper for at betale to gange bilens pris i registreringsafgift for en elbil i Danmark, så tager de danske politikere nærmest strøm på danske elbil-ejere set i forhold til de norske. I Norge gælder der følgende regler for ejere af elbiler:

  • Ingen registreringsafgift

  • Ingen bompenge

  • 50 pcts. skatterabat, hvis det er en firmabil

  • Gratis parkering - også i Oslo centrum

  • Ingen færgebetaling

  • Gratis strøm ved mange offentlige ladestationer

  • Ret til at køre i busbaner

Alt i alt skal en norsk ejer af en elbil kun til lommerne for at betale en årsafgift på DKK 415.

Reglerne giver bl.a. en stor besparelse for Arne Nordbø, der bor i Finnøy uden for Stavanger. Hans køb af en Nissan Leaf betyder, at han sparer DKK 180 i tunnelafgift på sin daglige køretur frem og tilbage til arbejdet i Stavanger gennem Finnfast-tunnelen. Det giver alene besparelse på DKK 43.000 om året, og dermed tjener han bilen hjem i sparede tunnelafgifter på blot 5 år.

De store besparelser har da også gjort Norge til det land i verden, som har flest elbiler pr. indbygger. I august 2013 var der 14.492 registrerede elbiler i fjeldlandet, og hver måned kommer der 400-600 nye til. I mange tilfælde falder valget på en elbil, når en norsk familie skal ud at købe bil nummer to.

Netop nu står 1500 nordmænd med pengepungen i orden i kø for at få en Tesla S. Med almindelige norske bilafgifter ville den efterspurgte luxus-elbil koste godt DKK 1 mio. Men på grund af de fjernede afgifter kommer anskaffelsesprisen ned mellem DKK 450.000 og 750.000.

Besparelsen er så stor, at selv forlagsdirektør Per Morten Berg fra Bilforlaget i Norge mener, at det norske støtte til elbiler er gået over gevind, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: