BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, BOLIGSALG

3,9 mio. kroner for lejlighed på 80 kvm

Flag 22-05-14 ~2 minutters læsning · 265 ord

Du skal nu af med i gennemsnit 3,9 mio. kroner, hvis du vil købe en lejlighed på 80 kvm i Oslo. Dermed er det nu næsten dobbelt som i København, hvor en lejlighed i samme størrelse i gennemsnit koster 2,2 mio. kroner.

I St. Hanshaugen og Frogner, som hører til de dyre kvarterer i den norske hovedstad, skal du endda af med i gennemsnit 4,4 mio. kroner for 80 kvm. Det giver en pris på 55.000 kroner pr. kvadratmeter. Heller ikke her kan den danske hovedstad være med. Her ligger kvadratmeterprisen i gennemsnit på 33.000 kroner i København K og på Frederiksberg.

De høje boligpriser er resultatet af mange års stigninger på det norske boligmarked. Tendensen holdt en pause i 2013, hvor de norske boligpriser faldt med 5 pct. Men nedgangen er allerede blevet indhentet her i 2014, hvor priserne er gået op med næsten 6 pct.

Det er især i Oslo og Stavanger, at boligpriserne går mest i vejret. Årsagen er, at disse to byer oplever en cocktail af høj vækst og massiv tilflytning.

Den Norske Bank har tidligere vurderet, at boligpriserne i Norge vil falde lidt i 2014. Men nu har banken ændret sit skøn til i stedet at lyde på en pæn stigning. Det er en stigning, som ifølge Norges centralbankchef, Øystein Olsen, truer stabiliteten i norsk økonomi.

Ordet boligboble rumsterer allerede, og boligøkonom Joachim Borg Kristensen fra danske Nykredit vurderer da også, at de norske boliger efter alt at dømme er overvurderet. Men han tør ikke sige, om priserne ligger 5, 10 eller 15 pct. for højt, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: