VIRKSOMHED, STATISTIK, VIRKSOMHEDSETABLERING

Her er det bedst at starte egen virksomhed

Flag 30-12-16 ~2 minutters læsning · 218 ord

Modsat hvad der ofte fremhæves, er Danmark ikke verdens bedste iværksætterland. Tværtimod kan man på en måde sige. For det bedste sted at starte virksomhed ligger på næsten lige nøjagtigt den modsatte side af jordkloden - nærmere bestemt New Zealand. Dobbelt-øerne i det sydlige Stillehav topper nemlig Verdensbankens liste over iværksættervenlige lande. På andenpladsen følger Canada, mens Hong Kong er det tredjebedste sted på kloden at starte for sig selv.

Man skal bl.a. forbi lande som Makedonien og Armenien for at komme ned til Danmark, der indtager 24. pladsen. Dette kan komme bag på en del. Men ikke Karsten Mølgaard Jensen, direktør i ASE, der er en fagforening for selvstændige. Han mener, at ansvaret for denne fejlopfattelse ligger hos de danske politikere, der efter hans mening har oversolgt det danske iværksættermiljø.

Desuden pynter politikerne igen og igen på sandheden ved at fremhæve, at flere og flere danskere springer ud som iværksættere. Det passer nemlig ikke. Når CVR-registret vokser skyldes det udelukkende hobbybetonede og aktivitetstomme virksomheder, hvis det da ikke er forældrekøbte lejligheder. Reelt har iværksætteriet i Danmark stået stille i 15 år, mener direktøren.

Faktisk danner Danmark bundprop, når det gælder andelen af selvstændige i arbejdsstyrken. Hvis Danmark blot kom op på gennemsnittet i EU, ville det kræve, at der blev oprettet 165.000 virksomheder, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: