Kina er ikke længere stedet at placere en produktionsvirksomhed, hvis lønnen skal være lav. Så er bl.a. Laos et meget bedre valg. Den lektie har producenten af arbejdstøj, Mascot, taget til sig. Virksomheden har netop åbnet en stor fabrik i Laos, der er naboland til Vietnam.
Mascot har i forvejen tre fabrikker i netop Vietnam, og planen er, at den nye fabrik i Laos skal vokse til at beskæftige 800 medarbejdere i løbet af 2014.
Vi vil gerne sprede produktionen på flere lande. Samtidig ligger placeringen i Laos tæt på vores distributionscenter for råvarer i Vietnam, fortæller Michael Grosbøl, der ejer Mascot-koncernen.
«Dødsdommen» over Kina som lavtlønsland bliver afsagt af analyseinstituttet Stratfor Global Intelligence, som i stedet udpeger 16 andre lavtlønslande. Blandt de 16 er både Vietnam og Laos, fremgår det af artiklen.